|
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 383 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg
Spørgsmål 383
Vil ministeren redegøre for, om ikke der i forbindelse med en tvangsordning ved tømning af septiktanke, reelt pådrages den enkelte husejer øgede udgifter, såfremt samletanke og fedtbrønde også skal tømmes og efterses efterfølgende, idet den kommunale ordning ikke tager højde for problemstillingen?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Hans Kristian Skibby (DF)
Svar
Når der udarbejdes regulativer, skal disse udarbejdes individuelt for samletanke, bundfældningstanke, øvrige afløbsinstallationer mv. Fedtudskillere kræves hovedsageligt på afløb, hvor spildevandet har et særligt højt fedtindhold, f.eks. levnedsmiddelindustrier eller erhvervskøkkener. Ganske få borgere har fedtudskiller til privat brug, men for den altovervejende del af borgerne vil der ikke være behov for at gøre brug af mere end en af ordningerne.
Tømningsordninger skal, jf. lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., hvile i sig selv, og der skal derfor foreligge særskilte regnskaber for hver type tømningsordning. En obligatorisk tømningsordning giver typisk lavere tømningspriser i kommunen på grund af stordriftsfordele og mindre kørsel.