Â
Miljø- og Planlægningsudvalget Folketinget Christiansborg 1240 København K
|
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 362 stillet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 14. maj 2008.
Med venlig hilsen
Helge Sander
Â
Spørgsmål nr. 362 stillet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 14. maj 2008 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
Spørgsmål 362
Vil ministeren redegøre for, hvilke miljømæssige undersøgelser, der er gennemført, før regeringen besluttede at støtte de svenske myndigheders bestræbelser på at få neutronspredningsprojektet (ESS) til Lund?
Svar
I forbindelse med udarbejdelsen af et grundlag for beslutningen om at støtte de svenske bestræbelser på at få ESS placeret i Øresundsregionen blev en række særlige miljømæssige problemstillinger undersøgt fra dansk side. De danske undersøgelser blev foretaget på baggrund af de foreløbige svenske undersøgelser omkring ESS, der forelå på daværende tidspunkt.
Med forbehold for at der netop var tale om foreløbige beskrivelser af f.eks. designet af ESS i Lund, bidrog relevante danske myndigheder med faglige vurderinger af risici i forhold til blandt andet den energimæssige løsning for ESS, anvendelsen af kviksølv og strålingsrisiko.
Energistyrelsen konstaterede, at langt hovedparten af el-produktionen i Sverige er baseret på CO2-fri a-kraft og vandkraft. Den samlede CO2-udledning fra el-produktion i Sverige er således meget lille, og el-forbruget fra ESS anlægget forventes på den baggrund at kunne opfylde målsætningen om at være tilnærmelsesvis CO2-frit.
I forhold til håndtering af de ca. 30 ton kviksølv, som forventes anvendt ved ESS-anlægget, vurderede Miljøstyrelsen, at Sverige er et af de lande, der sammen med Danmark, har den mest restriktive tilgang til anvendelse og omgang med kviksølv. Miljøstyrelsen vurderede, at brugen af kviksølv på anlægget ikke vil udgøre en risiko under en forudsætning af, at de svenske miljømyndigheder kan godkende anvendelsen og bortskaffelsen af materialet.
Endeligt vurderede Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålebeskyttelse, at det radioaktive materiale, som ESS-anlægget vil indeholde, ikke forventes at udgøre et problem. Statens Institut for Strålebeskyttelse vurderede, at det principielt skulle være muligt at designe, bygge, drive og afvikle ESS i overensstemmelse med nationale regler i Danmark og Sverige samt internationale regler og anbefalinger for strålebeskyttelse.
Videnskabsministeriet har nedsat en ESS forhandlingsdelegation, der bl.a. har til opgave at belyse behovet for yderligere viden og undersøgelser omkring ESS, herunder miljømæssige undersøgelser.