J.nr. MST-704-00054

 

Den 19. maj 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 329 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 329

Kan ministeren bekræfte, at der ikke findes konkrete grænseværdier eller kriterier for miljøproblematiske stoffer i bygge- anlægsaffald, som f.eks. genanvendes til de samme formål som jord og restprodukter?

 

 

Svar

Nogle særligt problematiske affaldstyper er underlagt en særskilt regulering. For PCB/PCT, er fastsat en grænseværdi. Indeholder bygge- og anlægsaffald mere end 0,005 vægtprocent PCB/PCT, må det kun bortskaffes efter de metoder, der er opført i Bekendtgørelse om PCB, PCT og erstatningsstoffer herfor. Bortskaffelsesmetoderne omfatter ikke genanvendelse.

 

Der er ikke i den generelle regulering af bygge- og anlægsaffald fastsat konkrete grænseværdier eller kriterier for genanvendelse af bygge- og anlægsaffald, som genanvendes til samme formål som jord og restprodukter. Udgangspunktet for ”Cirkulære om kommunale regulativer om sortering af bygge- og anlægsaffald med henblik på genanvendelse” er, at bygge- og anlægsaffald kun må genanvendes som erstatning for primære råstoffer, hvis der er tale om rene sten- og teglmaterialer og rent beton.

 

Genanvendelse af bygge- og anlægsaffald, der ikke kan betragtes som rent, og restprodukter og jord, der ikke opfylder de opstillede kvalitetskriterier, forudsætter en konkret tilladelse fra kommunerne efter miljøbeskyttelseslovens § 19 eller efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

 

Jeg kan oplyse, at Miljøstyrelsen har igangsat to projekter om håndtering af bygge- og anlægsaffald. Et projekt om sundhedsmæssige konsekvenser af PCB i vinduesfuger og et, som beskriver procedurer for håndtering af bygge- og anlægsaffald i kommunerne.

 

Når projekterne er afsluttet, vil det blive vurderet, om resultaterne giver anledning til en opfølgning.