J.nr. SNS-201-00109

Den 28. april 2008

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 290 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

Spørgsmål

Vil ministeren i forlængelse af oversendelsen af notat samt grundnotat om forslag til en kommissionsforordning om indførelse af en FLEGT-licensordning for import af træ til Det Europæiske fællesskab oplyse, hvordan ministeren vil sikre, at der anvendes bæredygtigt træ i danske havne og herunder uddybe de synspunkter, som Danske Havne er kommet med i forbindelse med høringen over forslaget, jf. MPU alm. del – bilag 191?

 

Svar

Jeg har, jf. også mit svar på spørgsmål 112, Alm. del, bedt Skov- og Naturstyrelsen fremskynde arbejdet med en forbedret vejledning til offentlige indkøbere, og det vil ske bla. i samarbejde med den rådgivende styregruppe, hvor også Danske Havne er medlem. Skov- og Naturstyrelsen har samtidig iværksat et projekt, som skal gøre det lettere for leverandører at lade sig certificere med ordningerne FSC og PEFC – de to mærker som Skov- og Naturstyrelsen midlertidigt anbefaler som garanter for bæredygtigt træ.

 

For træ til havnekonstruktioner er der særlige krav til styrke og holdbarhed, som ofte begrænser udvalget til få tropiske træsorter, typisk fra Centralafrika. Herfra er det ofte vanskeligt at skaffe bæredygtigt, certificeret træ til havnebrug. En trinvis tilgang med minimumskrav om dokumenterbart lovligt træ kan derfor ofte være nødvendig, jf. Miljøministeriets indkøbsvejledning for tropisk træ. Her vil FLEGT-licensordningen kunne yde et vigtigt bidrag, da den netop stiler mod at tilvejebringe dokumentation for lovligt træ.

 

Det er samtidig afgørende, at vi tilrettelægger den danske indkøbspolitik, så den understøtter FLEGT-ordningen og samtidig er dialog- og samarbejdsorienterede i forhold til producentlandene og andre lande, der arbejder med indkøbspolitikker for træ. Dette er også baggrunden for, at Skov- og Naturstyrelsen tidligere på måneden kunne afholde en velbesøgt og fremadskuende konference i København om offentlige indkøbspolitikker fra træ. Dermed bidrager Danmark konstruktivt til arbejdet hen imod mere harmoniserede kravspecifikationer på tværs af lande, og vi bidrager til at gøre det lettere for både producenter og aftagere at forstå og efterleve kravene.

 

Text Box: ./.Mht. synspunkterne fra Danske Havne vedlægger jeg til udvalgets orientering kopi af deres fulde høringssvar (brev af 22. februar 2008).