Folketinget

Miljø- og Planlægningsudvalget

 

København, den 19. marts 2008

Sagsnr.: 11360

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Miljø og Planlægningsudvalg har i skrivelse af 11. marts 2008 (MPU alm. del - spørgsmål nr. 249) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 249:

 

 â€Vil ministeren beskrive kvalitativt og kvantitativt, hvilke fødevarer der bidrager med animalske østrogene stoffer i kosten?”

 

Svar:

 

På foranledning af spørgsmålet har Fødevarestyrelsen spurgt Fødevareinstituttet, DTU, der har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:

 

”Ved animalske østrogene stoffer forstås de naturligt forekommende stoffer, 17b-østradiol, estron, estriol, samt 17a-østradiol. Stofferne er nævnt, i rækkefølge med faldende østrogen aktivitet, hvor de to førstnævnte har væsentlig højere aktivitet end de to sidste. Disse stoffer er naturligt forekommende hos dyr, hvorfor mennesker bliver eksponeret for disse stoffer ved indtagelse af animalske fødevarer.

 

Der er en vis variation i østrogenindholdet mellem forskellige typer af fødevarer; kød, indmad, mælk og æg. Endvidere er der variation inden for f.eks. kød og mælk afhængig af dyrets status. Drægtige køer kan have højere koncentrationer af østrogener, afhængigt af, om der er tale om tidligt-drægtige, midt-drægtige eller sent-drægtige køer.

 

Der er ikke væsentlige forskelle mellem østrogenkoncentrationerne i kvæg og svin. I en tysk undersøgelse har det vist sig, at den største andel af de østrogene stoffer kommer fra mælkeprodukter (60-70 %), mens kød og fisk bidrager med 15-20 % og æg ligeledes med 15-20 %. I samme undersøgelse angives den samlede daglige indtagelse af 17b-østradiol og estron at være ca. 100 nanogram/dag, hvoraf kun ca. 10 % svarende til 10 nanogram/dag vil kunne genfindes i blodet (se endvidere svar på spørgsmål 250).

 

Sammenlignet svarer dette ved et forsigtigt skøn til mindre end 1/100 af, hvad børn selv producerer pr dag.”

 

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

 

 

/Thomas Elvensø