J.nr. MST-704-00044

 

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 224 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål nr. 224

"De pantfrie grænsedåser kan i dag returneres i de allerfleste returautomater, uden at forbrugerne får udbetalt pant. Vil ministeren oplyse, om ministeren agter at gøre det lovpligtigt at tage imod pantfrie dåser, og at gennemføre en oplysningskampagne for en sådan løsning og vil ministeren herunder redegøre for teknikken og økonomien i denne løsning"

                                                                

Svar

Dagligvarebutikkerne er alene forpligtet til at modtage emballager til øl og læskedrikke, der er tilmeldt pant- og retursystemet og dermed er solgt i Danmark. Det er således op til den enkelte butik eller butikskæde at afgøre, om forbrugerne skal have mulighed for at aflevere dåser fra f.eks. den tyske grænsehandel.

 

Der er i dag opstillet returautomater i ca. 2.500 butikker, og stort set samtlige tager imod udenlandske emballager. I de pågældende butikker er returautomaterne indstillet til at genkende og modtage emballagerne på samme vis som emballager tilmeldt pant- og retursystemet. De tyske emballager vil – i lighed med tilmeldte emballager - kun blive afvist af automaten, hvis emballagens EAN-stregkode er beskadiget eller hvis det pågældende tyske EAN-nummer ikke er lagt ind i returautomatens hukommelse af Dansk Retursystem A/S. Det skal i øvrigt bemærkes, at mange af butikkerne tillige skilter med, at de tager imod udenlandske dåser.

 

Derudover oplyser Dansk Retursystem A/S aktivt i sine informationskampagner om, at de tyske emballager - af hensyn til miljøet - bør returneres i butikkerne og ikke smides i skraldespanden. Også i Miljøministeriets årlige REN Uge kampagne for folkeskolernes 4.-6. klasser gøres der opmærksom på, at sodavandsdåser uden pant kan afleveres i de fleste returautomater.

 

Endelig tilbyder Dansk Retursystem A/S indsamling fra eksempelvis festivaler, hvor tom emballage med eller uden pant kan afleveres i store indsamlingscontainere opstillet strategisk med information om, at emballager ikke skal henkastes i naturen.

 

Endelig skal jeg nævne, at forbrugerne også kan benytte de kommunale indsamlingsordninger for genanvendeligt emballageaffald.

 

Der er således mange og gode muligheder for, at forbrugerne kan aflevere tomme emballager uden pant til genanvendelse, og jeg har derfor ingen aktuelle planer om at stille krav til butikkerne om at modtage udenlandske emballager.