Jord & Affald

J.nr. MST-705-00023

 

Den 31. marts 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 216 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 216

Hvilke muligheder har ministeren for at påvirke branchen til at modtage større mængder elektronikskrot, herunder især småelektronik som mobiltelefoner og lignende med den eksisterende lovgivning, og lever branchen fuldt ud op til lovens krav?

 

Svar

Producenternes forpligtelser til at tilbagetage og særskilt håndtere elektronikaffald fremgår af miljøbeskyttelsesloven og elskrotbekendtgørelsen, som udmønter bestemmelserne i loven. Kravene om tilbagetagning gælder alt elektronikaffald. Selve indsamlingen kan foregå på forskellig vis, alt afhængig af, om der er tale om affald fra private husholdninger eller fra erhverv.

 

Det elektronikaffald, der fremkommer i erhverv, vil endnu i nogle år fremover være såkaldt historisk affald, dvs. af udstyr, der er markedsført før ikrafttrædelse af producentansvaret. For det historiske elektronikaffald fra erhverv er slutbrugeren ansvarlig for affaldshåndteringen, medmindre slutbrugeren afleverer affaldet 1-1 i forbindelse med køb af nyt tilsvarende udstyr.

 

Elektronikaffald fra husholdninger indsamles gennem de kommunale indsamlingsordninger, og producenterne eller deres kollektive ordninger afhenter affaldet på de kommunale indsamlingssteder og transporterer det til behandlingsvirksomheder. Producenterne eller deres kollektive ordninger modtager således samtlige de mængder af elektronikaffald, som kommunerne indsamler.

 

Jeg går ud fra, at spørgeren tænker på muligheder for at øge indsamlingen gennem de kommunale ordninger.

 

Alle parter, der er involveret i håndteringen af elektronikaffald, er enige i, at indsamlingen af elektronikaffald fra private husholdninger sikres bedst gennem et kommunalt indsamlingssystem. Jeg mener ikke, at der bør ændres grundlæggende ved denne model. Branchens muligheder for at modtage større mængder skal derfor ske i samarbejde med de kollektive ordninger og kommunerne.

 

Der er allerede etableret et løbende samarbejde mellem kommunale parter, kollektive ordninger, WEEE-System og Miljøstyrelsen om forbedringer af indsamlingen af elektronikaffaldet fra private husholdninger. En mulighed er at øge informationsindsatsen ud over de eksisterende oplysningskrav i elskrotbekendtgørelsen om, at borgerne ikke må smide elektronikaffald sammen med dagrenovationen. Jeg har derfor bedt Miljøstyrelsen drøfte behovet for en særlig informationsindsats over for borgere som en del af det nævnte samarbejde mellem parterne.

 

Det fremgår af WEEE-Systems første indberetning af tilbagetagne affaldsmængder og hhv. genanvendelses- og nyttiggørelsesandele af den samlede behandlede mængde elektronikaffald for 2006, at direktivets og elskrotbekendtgørelsens måltal klart er blevet opfyldt. Efter erfaringerne fra de første to år er det således mit indtryk, at producenterne opfylder lovens krav. WEEE-System modtager for indeværende indberetninger fra producenter og kollektive ordninger for mængderne fra 2007.

 

Jeg henviser i øvrigt til min besvarelse af spørgsmål 214.