Jord & Affald

J.nr. MST-705-00023

 

Den 31. marts 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 214 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 214

Den daværende miljøminister gav i marts 2005 i forbindelse med behandlingen af L 2 (Producent-ansvar for elektronikskrot m.v.) udtryk for, at de eksisterende affaldsordninger var tilstrækkelige til at sikre en tilfredsstillende indsamling af småelektronikskrot, og at der derfor ikke var behov for nye initiativer, jf. svar på spørgsmål 2 og 3, (folketingsåret 2004-5, 2. samling). Det fremgår af artikler den 17. og 18. februar i gratisavisen "24 timer" og www.24timer.dk, at bare 10 pct. af de mange mobiltelefoner, der skrottes hvert år, behandles forsvarligt.

Vil ministeren på den baggrund tage initiativ til en finmasket indsamlingsordning ved husstanden for småelektronikaffald, herunder mobiltelefoner, pærer og ledninger m.v.?

 

Svar

Efter elskrotbekendtgørelsen har kommunerne etableret indsamlingsordninger for elektronikaffald fra private husholdninger. Ordningerne er enten indrettet som bringeordninger, typisk til den kommunale genbrugsplads, eller som henteordninger som led i storskraldsordninger, eller en kombination af både hente- og bringeordninger.

 

Indsamlingen af elektronikaffald fra husholdninger er således integreret i kommunernes øvrige indsamlingsordninger for husholdningsaffald. Det kommunale system sikrer, at borgerne kan aflevere elektronikaffald på en let tilgængelig måde. Endvidere har borgerne mulighed for at aflevere elektronikaffald hos forhandlere, som tilbyder at modtage affaldet, f.eks. i forbindelse med køb af nyt elektrisk og elektrisk udstyr.

 

Det er tidligere, som spørgeren også henviser til, i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget om producentansvar for elektronikskrot blevet vurderet, at de ovennævnte indsamlingsordninger er tilstrækkelige til at sikre en effektiv indsamling af elektronikaffald fra private husholdninger.

 

Der foreligger ikke nogen konkrete oplysninger om, hvor store mængder småt elektronikaffald, der ikke indsamles korrekt gennem de kommunale indsamlingsordninger. Oplysninger i artiklerne tyder imidlertid på, at der kan være tale om betydelige mængder. Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen tage kontakt til KL med henblik på at drøfte, hvordan kommunerne kan forbedre deres indsamlingsordninger med hensyn til de små udtjente produkter.

 

Jeg vil gerne have undersøgt mulighederne for at etablere et mere finmasket indsamlingssystem for mobiltelefoner og andet småt elektronikaffald nærmere. Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen drøfte indsamlingen af småt elektronikaffald med bl.a. KL og producentordninger i forbindelse med drøftelserne om de kommende kommunale indsamlingsordninger for udtjente batterier, som kommunerne skal etablere i medfør af det nye EU-batteridirektiv.