J.nr. BLS-401-00204

 

Den 25. marts 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 202 (alm. del) stillet af Jeppe Kofod (S) ikkemedlem af udvalget.

 

 

Spørgsmål 202

Det tysk-russiske selskab Nord Stream AG har ansøgt om at lægge en strækning af den 1.200 km lange gasledning mellem Tyskland og Rusland på dansk havbund nord om Bornholm. Vil miljøministeren i lyset af de mulige negative konsekvenser for Østersøens havbund og miljø redegøre for, hvilke perspektiver ministeren ser for den tysk-russiske gasledning fra dansk side både i forhold til danske interesser i Østersøen og i forhold til de vurderede konsekvenser for Europas forsyningssikkerhed af energi?

 

Svar

Danmark har ikke modtaget nogen ansøgning fra det tysk-russiske selskab Nord Stream AG om at lægge en del af gasledningen nord om Bornholm.

 

Den planlagte gasledning mellem Tyskland og Rusland er stadigvæk i projekteringsfasen og linjeføringen nord om Bornholm er en af de muligheder selskabet arbejder med.

 

Selskabet foretager undersøgelser af forholdene på havbunden og i havet omkring Bornholm, og de vil indgå i den miljøvurdering, som vil være en del af ansøgningen om tilladelse til rørledningsprojektet. Selskabet har oplyst, at en ansøgning kan forventes medio 2008.

 

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for klima- og energiministeren som har oplyst følgende:

 

For så vidt angår konsekvenserne for Europas forsyningssikkerhed kan det oplyses, at EU støtter indbyrdes forbindelse, drift og udvikling af transeuropæiske energinet (TEN-E), for derigennem at forstærke forsyningssikkerheden. EU TEN energiprogrammet opererer med såkaldte prioritetsakser, og har identificeret en NG1 akse, som er en transmissionskorridor fra Storbritannien over det kontinentale Nordeuropa med forbindelse til østersøområdet og Rusland. EU har støttet Nord Stream AG (som North Transgas Oy) i forundersøgelsesfasen gennem TEN-E programmet, fordi projektet bidrager til virkeliggørelsen af NG1 aksen og dermed sikring af Europas forsyning med naturgas.

 

På lidt længere sigt når forsyningen med naturgas fra de danske naturgasforekomster i Nordsøen begynder at aftage, vil der blive behov for forsyning af Danmark fra udenlandske felter. DONG Energy har købt naturgas som skal transporteres via Nord Stream rørledningen fra 2011 til det europæiske gasmarked, herunder til mulig forsyning af Danmark.