|
|
J.nr. BLS-101-00432 |
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 201 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål      
Vil ministeren oplyse, om det er i overensstemmelse med planlovgivningen, at placeringen af konkrete virksomheder indgår i kommunens planstrategi, sådan at det kan sikres, at plangrundlaget for en virksomhed kan komme på plads, før behandlingen af kommuneplan 2009, og at det på den måde kan undgås, at etableringen af virksomheden kommer til at indgå i diskussionen af kommuneplanen, som Aalborg kommune har gjort i forbindelse med etableringen af IKEA?
Svar
Kommunerne er efter planloven overordnet set temmelig frit stillede med hensyn til indholdet af planstrategierne, dog skal der i strategierne tages stilling til, om kommunen agter at revidere den gældende kommuneplan helt (ny plan) eller delvist (tillæg til gældende plan).
Når det gælder planlægning for store udvalgsvarebutikker fremgår det af planlovens § 5 q, stk. 2, at kommunalbestyrelsen i byer over 40.000 indbyggere, i forbindelse med at der hvert fjerde år udarbejdes en planstrategi, kan træffe beslutning om at revidere kommuneplanen med henblik på at fastsætte butiksstørrelser for højst tre udvalgsvarebutikker over 2.000 m2. Butikkerne skal placeres i bymidten. I hovedstadsområdet, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg kan de ligeledes placeres i eksisterende aflastningsområder. Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at kommunerne kun en gang hvert fjerde år kan planlægge for op til tre nye store udvalgsvarebutikker.
Når kommunen i planstrategien har truffet beslutning om at ville planlægge for op til tre nye store udvalgsvarebutikker, skal dette følges op af en revision af kommuneplanens bestemmelser om detailhandel. Dette kan enten ske som led i den samlede kommuneplanrevision eller ved, at kommunen udarbejder en temaplan i form af et kommuneplantillæg, der omhandler den samlede detailhandelsstruktur i kommunen.
Det skal til slut bemærkes, at forslag til kommuneplan og forslag til tematillæg er undergivet planlovens almindelige regler om mindst 8 ugers hørings- og offentlighedsfase, således at borgere m.fl. kan fremsætte indsigelser mod planforslaget.