Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

22. februar 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 49 (alm. del), stillet af Folketingets Kulturudvalg den 31. januar 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 49

(alm. del),   

Skrivelse af 31. januar 2008

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

Vil ministeren tage initiativ til en tilbundsgående redegørelse for udviklingen for landets ikke-§ 16-museer før og efter kommunalreformen? Redegørelsen bør indeholde en oversigt over, hvordan bestyrelserne er sammensat, hvordan presseomtalen har været, de enkelte museers besøgstal, åbningstider og personalesituation, de enkelte museers økonomiske forhold, de enkelte museers selvstændighed, de enkelte museers forskning, artikler m.m.

 

Svar:

Aktuelt er der 103 statsanerkendte museer, som udelukkende får støtte efter museums-lovens § 15. Disse museer, der er selvejende eller kommunalt ejede institutioner, har altovervejende kommunerne som hovedtilskudsyder.

 

Danmarks Statistik opgør årligt museernes besøgstal. Besøgstallene for 2007 – som er første år efter kommunalreformen – forventes at blive offentliggjort 11. april 2008. En sammenligning af situationen før og efter kommunalreformen er derfor ikke mulig på nuværende tidspunkt.

 

Som det fremgår af mit svar på spørgsmål 48, er det heller ikke muligt at tilvejebringe oplysninger om de enkelte museers økonomiske situation før og efter kommunalrefor-men på nuværende tidspunkt.

 

En række af de øvrige efterspurgte oplysninger er det imidlertid kun muligt at tilveje-bringe ved et endog meget omfattende ressourceforbrug især hos de mange små og mindre museer, som spørgeren ønsker inddraget i en redegørelse. Det er ikke oplysnin-ger som Kulturministeriet eller Kulturarvsstyrelsen ligger inde med på forhånd.

 

Da der efter min opfattelse ikke er et rimeligt forhold mellem ressourceforbruget ved en sådan undersøgelse og det forventede udbytte, indgår det ikke i mine planer at iværk-sætte den efterspurgte tilbundsgående redegørelse.

 

Dette skyldes imidlertid ikke manglende interesse for museernes situation. Tværtimod er det væsentligt at fokusere på, at museerne også i fremtiden er rustet til at møde de udfordringer og nye væsentlige opgaver, som den løbende samfundsudvikling og den stigende interesse for kulturarven afføder.

 

Det skal ske i dialog med museerne, kommunerne, Folketingets Kulturudvalg og andre relevante interessenter. Det er planen at igangsætte en sådan proces i løbet af foråret 2008.