20. februar 2008
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 45 (alm. del - bilag 75), Kunstrådets tilskud til skolekoncerter, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 30. januar 2008.
Spørgsmål nr. 45
(alm. del - bilag 75), Kunstrådets tilskud til skolekoncerter
Skrivelse af 30. januar 2008
Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål:
Svar:
Kunststyrelsen har oplyst, at det er korrekt, at Kunstrådet for 2008 agter at beskære sit tilskud til Levende Musik i Skolen (LMS) i forhold til det ydede tilskud i 2007 med 2,3 mio. kr. Dette har rådet gjort ud fra en samlet prioritering af sine frie midler, herunder ønsket om at samle de fagspecifikke tilskud under de relevante udvalg.
Det betyder imidlertid ikke, at der kun gives 1 mio. kr. til skolekoncerter i indeværende år, som man kunne forledes til at tro på baggrund af pressemeddelelsen.
Kunstrådets Musikudvalg vil herudover give 8 mio. kr. i støtte, hvilket er på niveau med deres støtte i 2007, der var på 7,8 mio. kr. Der er således ikke tale om at Kunstrådets Musikudvalg har beskåret deres bevilling til skolekoncerter.
Med Kunstrådets støtte på 1 mio. kr. vil LMS i alt vil få 9 mio. kr. i støtte i 2008 til at arrangere skolekoncerter.
Såfremt rådet eller udvalget måtte ønske det, kunne de naturligvis vælge at afsætte endnu flere midler til LMS og skolekoncerter. Det er en prioriteringsafgørelse for råd og udvalg, som jeg selvfølgelig ikke agter at blande mig i.
For så vidt angår Kunstrådets frie midler, som der er afsat på finanslovens § 21.21.06 til Talentudvikling og øget kunstnerisk aktivitet, som jeg går ud fra, at udvalget spørger til, så blev puljen oprettet i 2003 i relation til oprettelsen af Kunstrådet. Der var oprindeligt afsat 40 mio. kr. årligt i perioden 2003-2005. Der var tale om helt nye midler i forhold til den tidligere kunststøttestruktur. I 2006 var der ikke afsat midler på finansloven til formålet, men eftersom Kunstrådet ikke havde brugt bevillingerne i sine første tre år kunne de videreførte uforbrugte midler anvendes. I 2007 var der afsat ca. 5 mio. på finansloven og 5 mio. kr. på Kulturministeriets tips- og lottomidler. Der er budgetteret med 15 mio. kr. på finanslovsforslaget for 2008 stigende til 20 mio. kr. i årene fremover. Herudover er der på samme finanslovskonto i 2008 afsat 9,7 mio. kr. årligt til Huskunstnerordningen og andre initiativer for børn.