Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

8. febraur 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 41 (alm. del) om TV 2/DANMARK A/S' økonomi, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 25. januar 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 41

(alm. del), TV 2/DANMARK A/S' økonomi

Skrivelse af 25. januar 2008

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

"Ministeren bedes redegøre for TV 2’s økonomi – herunder tage stilling til TV 2’s tidligere direktør, Per Mikael Jensens, kritik af den nuværende ledelses beskrivelse af disse forhold."

 

Svar:

Jeg har anmodet TV 2/DANMARK A/S om bidrag til besvarelse af det stillede spørgsmål. TV 2/DANMARK A/S har i den anledning oplyst følgende:

 

”I halvårsrapporten for 2007 oplyste TV 2, at forventningen til resultatet før skat for året 2007 var omkring 100 mio.kr. Det blev ligeledes oplyst, at hvis der ikke skete en væsentlig stigning i TV 2 Radios radiolytning i løbet af 2. halvår, så kunne det blive nødvendigt at nedskrive programtilladelsen, som pr. 30. juni 2007 var aktiveret med 148,4 mio.kr.

 

På baggrund af den foreløbige opgørelse af resultatet for 2007 forventes nu et underskud i niveauet 55-75 mio.kr. før nedskrivning af programtilladelsen. 

 

Når resultatet for 2007 nedjusteres så markant, så skyldes det dels, at omsætningen i 2. halvår ikke har levet op til forventningerne, og dels at de nye aktiviteter - primært TV 2 News, TV 2 Radio og TV 2 SPORT – har haft en længere indkøringsperiode og trukket flere ressourcer end forventet.

 

Da lyttertallene for TV 2 Radio A/S ikke er steget væsentlig i løbet af året, har det været nødvendigt at nedskrive programtilladelsen for TV 2 Radio A/S med ca. 140 mio.kr., således at det samlede underskud for 2007 forventes at blive i niveauet 195-215 mio.kr.

 

Det skal understreges, at der er tale om et foreløbigt resultat for TV 2|DANMARK A/S. Opgørelsen af resultatet er foretaget ud fra de samme regnskabsprincipper, som var gældende for 2006. Herudover har revisionen gennemgået nedskrivningen af programtilladelsen for TV 2 Radio.”

 

Jeg tager TV 2/DANMARK A/S’ redegørelse om selskabets økonomiske forhold til efterretning – herunder selskabets oplysninger om, at opgørelsen af det foreløbige resultat for 2007 er foretaget ud fra de samme regnskabsprincipper, som var gældende for 2006.

 

Bestyrelsen for TV 2/DANMARK A/S forestår sammen med selskabets direktion ledelsen af selskabets anliggender. Det falder under bestyrelsens kompetence at sørge for en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed, tage stilling til, om selskabets kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt i forhold til selskabets drift og påse, at bogføring, formueforvaltning og overholdelse af lovgivningen kontrolleres på en efter selskabets forhold tilfredsstillende måde.

 

Jeg har i forbindelse med TV 2/DANMARK A/S’ meddelelse af 16. januar 2008 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om nedjustering af forventningen til resultatet for 2007 noteret mig, at bestyrelsen har til hensigt at forbedre økonomien med henblik på at sikre en langsigtet og fornuftig forretning.

                 Â