Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

11. november 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 213 vedrørende ophavsretslovens § 11 stk. 3, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 26. september 2008.

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 213

(Alm. del - bilag  1 ), Ophavsretslovens § 11 stk. 3

Skrivelse af 26. september 2008

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

"Kan ministeren bekræfte, at der ikke i andre EU-lande findes en bestemmelse som den i ophavsretslovens § 11, stk. 3, som kræver lovligt forlæg, når en eksemplarfremstilling sker efter lovens kap. 2."

 

Svar:

Bestemmelsen i ophavsretslovens § 11, stk. 3, har den betydning, at man kun kan tage lovlige kopier af lovlige eksemplarer af et værk. Det betyder blandt andet, at det ikke er lovligt at downloade en kopi af en musikfil fra internettet, hvis den musikfil, man kopierer (forlægget), ikke er lagt ud på nettet med rettighedshaverens samtykke.

 

Kulturministeriet har kontaktet Kommissionen for at få belyst spørgsmålet. Kommissionen har i den forbindelse oplyst, at Sverige og Tyskland har vedtaget bestemmelser, hvorefter kopier fra åbenlyst ulovlige kilder falder udenfor bestemmelserne om privatkopiering. Det fremgår endvidere af oplysningerne fra Kommissionen, at en række medlemslande ikke har indført udtrykkelige bestemmelser om lovligt forlæg, men at domstolene i de enkelte medlemsstater fortolker rækkevidden af privatkopieringsreglerne i lyset af tre-trins-testen i Infosoc-direktivet. Ved anvendelsen af denne tre-trins-test kommer domstolene frem til, at kopiering af ulovligt materiale falder udenfor privatkopieringsreglerne i de forskellige medlemsstater.

 

Kulturministeriet iværksatte i foråret 2008 en møderække med særlig fokus på ulovlig download og fildeling af ophavsretligt beskyttet materiale. Kulturministeriet har i den forbindelse indhentet en række oplysninger om lovgivningen i andre lande bl.a. Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland, USA og New Zealand. Alle de adspurgte lande har tilkendegivet, at de har bestemmelser i lovgivningen, som gør det ulovligt at tilgængeliggøre ophavsretligt beskyttet materiale uden rettighedshaverens samtykke. Herudover har bl.a. Norge indført regler, der gør det ulovligt at downloade materiale, der er lagt på nettet uden rettighedshaverens samtykke.