8. oktober 2008
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 209 (Alm. del), FNs Handicapkonvention artikel 30.2, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 23. september 2008.
Spørgsmål nr. 209
(Alm. del), FNs Handicapkonvention artikel 30.2
Skrivelse af 23. september 2008
Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål:
Spørgsmål 209
Med henvisning til artikel 30.2 af FN's Handicapkonvention; Hvilke
foranstaltninger vil ministeren træffe for at udvikle handicappedes kreative,
kunstneriske og intellektuelle potentiale?
Svar:
Efter at Danmark i 1993 tiltrÃ¥dte FNs Standardregler om lige muligheder for handicappede nedsatte den daværende kulturminister en arbejdsgruppe om handicappedes adgang til kulturen for at sætte fokus pÃ¥ omrÃ¥det. Det resulterede i, at Kulturministeriet udarbejdede â€Handlingsplan for handicappedes adgang til kulturen†i 1999, der dels handler om den fysiske adgang til Kulturministeriets statsinstitutioner, dels om adgang til informationer pÃ¥ ministeriets omrÃ¥de.
Arbejdsgruppens indsats resulterede ligeledes i, at Kulturministeriet siden1997 årligt afsætter en pulje til handicapforanstaltninger på op til 5 mio. kr. Midlerne kan anvendes til informations- og formidlingsinitiativer på kulturområdet og til etablering af handicaptilgængelighed i det fysiske miljø på Kulturministeriets statsinstitutioner. Puljen har bl.a. resulteret i større tilgængelighed såvel fysisk som læringsmæssigt til museer m.v. Det er derfor min opfattelse, at der i Kulturministeriet allerede gøres meget for at udvikle handicappedes kreative, kunstneriske og intellektuelle potentialer.
Handicappede såvel som ikke-handicappede børn har mulighed for at modtage undervisning på kulturskoler, eksempelvis yder Kulturministeriet tilskud på ca. 80 mio.kr. til refusion af lærerlønninger til de kommunale musikskoler. Der ydes desuden tilskud til skolekoncerter, og inden for den billedkunstneriske genre kan der søges om tilskud til modelforsøg på/med kulturskoler, billedkunstneriske grundkurser samt grundkurser inden for de andre kunstneriske discipliner.
Specifikt rettet mod handicappede kan nævnes, at handicappede studerende er dækket af SU og kan modtage Specialpædagogisk Støtte (SPS). Af specielle tilbud har Vestjysk Musikkonservatorium en 2-årige musikuddannelse for svagsynede og blinde.
Kulturministeriet har desuden ydet tilskud til netavisen â€Ligetil.nuâ€, som er en netavis for usikre læsere.
Endelig skal idrætsområdet nævnes. Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) er et specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund og modtager herigennem tips- og lottomidler. Herudover yder Kulturministeriet et årligt tilskud på 9,2 mio.kr. til en landsdækkende handicapidrætskonsulentordning. DHIF har ca. 420 medlemsklubber med tilsammen ca. 18.000 medlemmer. DHIFs klubber tilbyder aktiviteter inden for mere end 30 forskellige idrætsgrene. DHIFs medlemmer omfatter alle handicappede, herunder blinde og svagtseende, alle former for fysisk handicappede, udviklingshæmmede og hørehandicappede. Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI) er medlem af DHIF. Danske handicappede atleter deltager i De Paralympiske Lege.
I forbindelse med en kommende ratifikation af FNs Handicapkonvention er der et større tværministerielt analysearbejde i gang omkring konsekvenser og forudsætninger, som Kulturministeriet også deltager i. Der analyseres i den forbindelse om ratifikationen evt. giver anledning til nye initiativer. Det er endnu for tidligt at sige noget om analysens resultat.