14. august 2008
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 189 (alm. del), vedr. afskrevne beløb i medfør af afskrivningslovens § 44 A og § 44 B, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 30. juli 2008.
Spørgsmål nr. 189
(alm. del), vedr. afskrevne beløb i medfør af afskrivningslovens § 44 A og § 44 B
Skrivelse af 30. juli 2008
Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål:
"Med henvisning til svaret på spørgsmål 173 bedes ministeren redegøre for, hvad han har tænkt sig at gøre for, at Folketinget kan få indsigt i, hvor stort et beløb afskrivning af kunstkøb, jf. afskrivningslovens § 44 A og § 44 B, har udgjort siden ordningens indførelse."
Svar:
Som det fremgår af skatteministerens svar på spørgsmål 173 fra Folketingets Kulturudvalg er oplysninger om omfanget af anvendelsen af reglerne om afskrivning af kunstkøb ikke umiddelbart tilgængelige i SKATs systemer.
Af Skatteministeriets udtalelse i forbindelse med mit svar på spørgsmål S 2927, folketingsåret 2004-05, 2. samling, fremgår desuden baggrunden for, at oplysningerne ikke umiddelbart er tilgængelige.
Som det også fremgår heraf, så vil Skatteministeriet overveje om det er muligt, at lovovervågningen af reglerne vedr. donationer til kulturinstitutioner, som Skatteministeriet skal redegøre for i det kommende folketingsår, også kan suppleres med en stikprøve vedr. omfanget af anvendelsen af kunstafskrivningsordningen.
Jeg skal fortsat henholde mig hertil.