Folketingets Kulturudvalg

[email protected]

 

Medlem af Folketinget, Marlene Harpsøe (DF)

[email protected]

 

29. august 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 185 (alm. del) stillet af Folketingets Kulturudvalg den 24. juli 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 185

(alm. del)

Skrivelse af 24. juli 2008

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

" Vil ministeren kommentere Ritzau-telegrammet ”Sportsklubber dropper pædofilitjek” fra den 23. juli 2008 og herunder svare på:

-hvad ministerens holdning er til, at hver femte sportsklub på Fyn ikke indhenter børneattester,

-hvordan ministeren vil sikre, at alle sportsklubber og idrætsforeninger indhenter den lovpligtige børneattest,

-hvorvidt der er behov for, at der føres kontrol med klubberne for at sikre, at de indhenter børneattesterne, samt

-hvorvidt den nye undersøgelse giver ministeren anledning til at skærpe lovgivningen, så det bliver nemmere at udskrive kontante bøder over for de klubber, der ikke indhenter de lovpligtige børneattester?"

 

Svar:

Målet er selvfølgelig, at de foreninger og myndigheder mv., der er omfattet af lovens krav om at indhente børneattest, skal overholde loven. Af samme grund er det strafbelagt, hvis en f.eks. en idrætsforening i forbindelse med ansættelse af en ny træner af børn under 15 år forsætligt ikke indhenter en børneattest. 

 

Det følger af den lovovervågningsredegørelse, der blev udarbejdet i 2007, at loven generelt virker efter formålet. De tilbagemeldinger Kulturministeriet har fået i forbindelse med evalueringen af loven har været, at ordningen med indhentelse af børneattester fungerer godt.

 

Årsagen til, at det er obligatorisk for idrætsforeninger mv. at indhente børneattest i forbindelse med ansættelse af en ny træner er bl.a. at undgå at sætte de enkelte foreninger i et dilemma f.eks. ved ansættelsen af en ny træner fra lokalsamfundet. Idrætsforeningen har pligt til at indhente børneattest og skal altså ikke tage stilling til, om det er hensigtsmæssigt eller forklare, hvorfor man gør det.

 

Reglerne skal overholdes. SÃ¥ enkelt er det.

 

Jeg har i anledning af spørgsmålet bedt DIF (Danmarks Idræts-forbund) og DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) om deres vurdering af situationen. DIF og DGI’s vurdering er, at den manglende indhentelse af børneattester i idrætsforeningerne skyldes uvidenhed blandt foreningernes ledere og ikke modvilje.

 

DIF og DGI har endvidere oplyst, at de i efteråret 2008 vil tage initiativ til en oplysningskampagne med det formål at få den del af idrætsforeningerne, der endnu ikke har det som en fast procedure at indhente børneattest på nyansatte trænere og ledere, der har med børn og unge under 15 år at gøre, til at iværksætte en sådan fast procedure.

 

Jeg finder, at det bedste middel til at sikre, at idrætsforeningerne overholder lovens krav om indhente børneattester, i første omgang vil være en styrket informationsindsats. Jeg skal endvidere henvise til mit svar 23. april 2008 på Kulturudvalgets spørgsmål i forbindelse med behandlingen af L88, hvoraf fremgår, at jeg synes, det er vigtigt at følge området nøje, og at jeg er indstillet på, at vi foretager en praksisevaluering om to-tre år.