Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

17. juni 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 172 (alm. del - bilag 202), Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 4. juni 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 172

(alm. del - bilag 202), Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg

Skrivelse af 4. juni 2008

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. maj 2008 fra Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg, jf. KUU alm. Del – bilag 202.”

 

Svar:

Jeg har, som Christine Buhl Andersen også skriver i sin e-mail til Finn Frandsen, allerede selv modtaget det Internationale Billedkunstudvalgs udtalelse i forbindelse med offentliggørelsen af Pluss-rapporten. Jeg har besvaret henvendelsen og fortalt om den proces jeg har tilrettelagt frem mod revisionen af Lov om Kunstrådet.

 

Beslutningen om hvorvidt udvalget skal sammenlægges med Billedkunstudvalget eller ej, træffes politisk. Jeg har lagt op til – og set frem til – at lytte til alle relevante parter i denne sammenhæng.

 

Udover at have lyttet til det Internationale Billedkunstudvalg under Kunstrådet, har jeg lyttet til Kunstrådet, til repræsentantskabet for Kunstrådet, til Statens Kunstfonds bestyrelse og repræsentantskab og jeg har afholdt det første politiske forhandlingsmøde hvor samtlige kulturpolitiske ordførere var inviteret. Det andet politiske forhandlingsmøde om kunststøtten er aftalt til efter sommerferien, og da vil vi fortsætte diskussionen om kunststøtten, og det vil også involvere diskussionen om det Internationale Billedkunstudvalg.

 

Rent faktuelt kan jeg oplyse, at det internationale billedkunstudvalg hviler på en ”kan-bestemmelse” i lovens § 6: ”Ministeren kan endvidere nedsætte et udvalg for dansk billedkunst i udlandet”. Bemærkningerne i loven oplyser, at det har været en del af den politiske aftale om Kunstrådet, at der skulle oprettes et udvalg for dansk billedkunst i udlandet. Og at udvalget skal arbejde med den internationale kulturudveksling på billedkunstområdet.

 

Derudover kan jeg oplyse, at billedkunsten er den eneste kunstart, der organisatorisk har adskilt national og international kunststøtte. Desuden har Det Internationale Billedkunstudvalg, som det eneste, ikke repræsentation i det overordnede Kunstråd.