Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

29. maj 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 153 (alm. del), regionale spillesteder, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 8. maj 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 153

(alm. del), regionale spillesteder

Skrivelse af 8. maj 2008

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

"Finder ministeren ikke, at der er geografiske forskelle i de krav man kan stille til

et regionalt spillested således, at et regionalt spillested i f.eks. Esbjerg

nødvendigvis må have en bredere profil end et blandt måske 6 regionale

spillesteder i København, og alligevel have mulighed for at blive godkendt som

regionalt spillested?"

 

Svar:

 

I henhold til musikloven er udpegningen af de regionale spillesteder udlagt til Kunstrådets Musikudvalg efter armslængdeprincippet.

 

Kunstrådets Musikudvalg har over for mig oplyst følgende:

 

Erfaringen med de regionale spillesteder har vist, at der er store forskelle mellem de regionale spillesteder. Disse forskelle kan tilskrives en lang række forhold, herunder befolkningstæthed, styrker og svagheder i forhold til specifikke genrer, publikumsinteresser og lokale musiktraditioner.

 

Kunstrådets Musikudvalg lægger derfor stor vægt på, at aftalerne med de regionale spillesteder tager afsæt i de forhold, som gør sig gældende på det enkelte spillested og dets omverden.

 

Hidtil har det forholdt sig således, at der kun er indgået aftale om genrespecifik spillestedsdrift i de to største byer, København og Århus. Alle øvrige spillesteder, herunder Tobakken i Esbjerg, har været genrebrede.