UDENRIGSMINISTERIET

 

 

 

 

Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 140 af 5. maj 2008 fra Folketingets Kulturudvalg, KUU alm. del.

 

 

Spørgsmål nr. 140:

 

Ministeren bedes redegøre for, hvorfor Udenrigsministeriet ikke aktivt støttede Jens Galschiøt, da han blev forhindret i at rejse ind i Hong Kong ?

 

Svar:

 

Udenrigsministeriet har bistået Jens Galschiøt og ledsagere. Generalkonsulen i Hong Kong havde blandt andet en telefonsamtale med den øverst ansvar­lige for immigrationsmyndig­he­der­ne i lufthav­nen. Denne oplyste, at der var truffet beslut­ning om at sende de tre danskere ud af Hong Kong. En beslutning, som ikke kunne omgøres. Generalkonsulen forsøgte at få et møde med den ansvarlige i lufthavnen, men dette blev afvist.

 

Det er ethvert lands ret at nægte indrejse. Det følger af folkeretten. Det er ikke op til de danske myndigheder at afgøre, at en dansker skal kunne indrejse til et andet land. På trods af at der ikke foreligger nogen folkeretlig forpligtelse til at begrunde en afvisning, har generalkonsulen haft et møde med Hong Kongs sikkerhedsminister og udbedt sig en forklaring på afvisningen af dan­sker­ne. Sikkerhedsministeren oplyste, at Kina ikke ville tillade demonstranter i forbindelse med den olympiske fakkels ophold i Hong Kong, og at det var baggrunden for afvisningen af dan­sker­ne og af andre demonstranter.