23. januar 2008
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 13 (alm. del - bilag 36), World Music Center, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 4. januar 2008.
Spørgsmål nr. 13
(alm. del - bilag 36), World Music Center
Skrivelse af 4. januar 2008
Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21. december 2007 fra World Music Center ved Århus Musikskole, jf. KUU alm. del – bilag 36.
Svar:
At der oprettes et Videncenter for Verdensmusik og Kulturforståelse, kan jeg som udgangspunkt kun glæde mig over.
For så vidt angår de statslige kunststøttemidler til musikformål er de udlagt fra Kulturministeriet til Kunstrådet, og det er Kunstrådet, der på Kulturministeriets vegne prioriterer anvendelsen af de midler, som de har til rådighed.
Jeg har forhørt mig hos Kunststyrelsen, der oplyser, at Kunstrådets Musikudvalg har modtaget en ansøgning fra World Music Center ved Århus Musikskole om tilskud i 2008 til oprettelse af et Videncenter for Verdensmusik og Kulturmøder. Kunstrådets Musikudvalg har bevilget et tilskud på 100.000 kr. med den begrundelse, at der er tale om et flot initiativ, som Musikudvalget gerne vil hjælpe i gang, men at Musikudvalget ikke har mulighed for at imødekomme ansøgningen med et tilskud i størrelsesordenen 1,3 mio. kr., som der er ansøgt om.
Jeg er desuden bekendt med, at Århus Kommune arbejder med et forslag til ny kulturpolitik, hvor der er medtaget et nyt udviklingsprojekt omhandlende en etablering af et Videncenter for Verdensmusik og Kulturmøder, og at kommunen vil drøfte dette med Kulturministeriet i forbindelse med indgåelse af en ny kulturaftale for en kommende fireårig periode gældende fra 2009.