17. april 2008
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 117 (alm. del - bilag 136), stillet af Folketingets Kulturudvalg den 31. marts 2008.
Spørgsmål nr. 117
Skrivelse af 31. marts 2008
Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål:
Svar:
Jeg vil gerne indledningsvis præcisere, at der – som ellers nævnt i henvendelsen af 28. marts 2008 fra Det Ny Public Serviceråd – ikke aktuelt pågår en generel midtvejsevaluering af den gældende Medieaftale for 2007-2010 indgået mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Derimod har partierne bag Medieaftalen besluttet at fremrykke den midtvejsevaulering af licenssystemet, som ifølge Medieaftalen skal gennemføres primo 2009, med henblik på at træffe politiske konklusioner i løbet af foråret.
Jeg kan bekræfte, at det ikke er muligt i henhold til de gældende regler at yde støtte fra hverken tilskudsordningen til ikke-kommercielt lokal radio og tv eller public service-puljen til etablering og drift af landsdækkende, webbaserede radio- eller tv-stationer, der på et ikke-kommercielt grundlag ønsker at producere og udsende public service-programmer af almen interesse.
Jeg skal i den forbindelse bemærke, at der med fordelingen af licensmidlerne til DR og de regionale TV 2-virksomheder samt de ovennævnte tilskudsordninger er taget stilling til den offentlige finansiering af public service-virksomheden m.v.
Jeg finder ikke aktuelt grundlag for at tage initiativ til at foretage ændringer i de grundlæggende rammer for public service-puljen, idet ordningen som etableret med udgangspunkt i Medieaftalen efter min opfattelse skal have en rimelig indkøringsperiode.Â
Endvidere ser jeg ikke noget behov for, at der her og nu nedsættes en egentlig mediekommission, der kigger på det danske mediemarked i bred forstand, og skulle have til formål at analysere sig frem til fremtidens behov på medieområdet. Men jeg vil naturligvis fortsat gerne være i dialog med politikere og interessenter om at se nærmere på vigtige mediespørgsmål som eksempelvis DRs kerneopgaver, og hvad det er vi nærmere vil med DR.
Jeg finder det altid væsentligt at diskutere forholdene for vores centrale public service-station, og jeg synes debatten om DRs public service-rolle i forhold til andre medietilbud i det danske medielandskab er meget relevant og interessant.
Det er min umiddelbare opfattelse, at lytternes, seernes og brugernes medindflydelse på public service-virksomhederne allerede er sikret tilstrækkeligt gennem den nuværende regulering. Således er såvel DR og de regionale TV 2-virksomheder samt TV 2/DANMARK A/S i medfør af disses public service-kontrakter og public service-tilladelse forpligtet til at sikre en dialog med befolkningen, herunder særlig med lytter- og seerorganisationerne, om programvirksomheden.
Endelig skal jeg bemærke, at jeg ikke umiddelbart er bekendt med hvilke aktuelle overvejelser i EU-Kommissionen om regulering af online-tjenester, der sigtes til i henvendelsen. Derimod kan jeg oplyse, at det reviderede direktiv om fjernsyn uden grænser, der blev vedtaget den 11. december 2007, som en nyskabelse indeholder regulering også af on-demand audiovisuelle medietjenester.