Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

25. april 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 111 (Alm. del), standarder for mobil tv, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 25. marts 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 111

(Alm. del), standarder for mobil tv

Skrivelse af 25. marts 2008

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

 

Spørgsmål 111:

 

"Ministeren bedes redegøre for, på hvilken måde EU’s beslutning om at vælge DVB-H-standarden for mobil-TV vil påvirke beslutningen i det danske medieforlig om at vælge standarden DMB som standard for mobil-TV."

 

Svar:

Jeg vil indledningsvis gøre opmærksom på, at medieaftalekredsen ikke har valgt standarden DMB som eneste standard for mobil-tv udbud i Danmark. Som det fremgår af svaret på spørgsmål 110, vil den kommende gatekeeper for det jordbaserede sendenet i Danmark – Boxer TV A/S -udbyde mobil-tv med standarden DVB-H. Jeg kan endvidere oplyse, at L-båndet på grund af de begrænsede frekvensressourcer ikke kan anvendes til DVB-H, med derimod til DMB.

 

Jeg forventer ikke, at Kommissionens beslutning om at sætte DVB-H-standarden på listen over officielle standarder umiddelbart vil påvirke medieaftalekredsens beslutning om at anvende L-båndet til mobil-tv og lignende formål, der er forenelige med DAB og i overensstemmelse med internationale frekvensaftaler. Medieaftalekredsen har med denne beslutning ønsket at give branchen mulighed for at udbyde mobil-tv med en anden standard end DVB-H-standarden. Beslutningen om at anvende L-båndet til mobil-tv blev truffet ud fra et ønske om en teknologineutral tilgang til valget af standard for mobil-tv.

 

Hvis vi i medieaftalekredsen på sigt finder ud af, at der ikke er interesse for at udbyde mobil-tv i L-båndet, må det dog naturligvis forventes, at medieaftalekredsen tager beslutningen op til genovervejelse for at sikre den mest effektive udnyttelse af de tilrådighedværende frekvenser.