Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

17. oktober 2008

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 216 (alm. del – bilag 288 ), om Dansk Skolemuseum, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 3. oktober 2008.

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 216

(alm. del – bilag 288),   

Skrivelse af 3. oktober 2008 

 

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål nr. 216 :

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29. september 2008 fra Dansk Skolemuseum, jf. KUU alm. Del – bilag 288."

 

Svar:

 

Museumschef Keld Grinder-Hansen har bedt om foretræde for Kulturudvalget, idet Dansk Skolemuseum er lukket, og der er truffet beslutning om at nedpakke og opmagasinere samlingen ved årets udgang.

 

Dansk Skolemuseum er en selvejende institution stiftet i 1995 af Danmarks Lærerforening og Lærerstandens Brandforsikring. Museet er ikke statsanerkendt, og modtager derfor ikke statsligt driftstilskud efter museumsloven. Undervisningsministeriet har dog gennem årene ydet et tilskud til driften på 0,8 mio. kr. årligt.

 

I foråret 2008 blev der lavet et grundigt udredningsarbejde af Undervisningsministeriet, Nationalmuseet, Kulturarvsstyrelsen og Kulturministeriet med det formål at undersøge mulighederne for at redde Dansk Skolemuseum eller dele af museets samling ved at gøre det til en del af Nationalmuseet. Udredningsarbejdet blev iværksat, fordi museets stiftere og hovedbidragsydere havde meddelt, at de ville indstille deres støtte til museet.

 

Af udredningen fremgår det bl.a., at museets samling er nødlidende både hvad angår manglende registrering og heraf manglende overblik, konservering og sikring. Det er således vanskeligt at fastslå samlingens kulturhistoriske væsentlighed. Museets udstillinger på 3 etager i bygningen Rådhusstræde 6 fremstår nedslidte med mange udstillingstekniske mangler. Museet skal fraflytte bygningen, som ejes af Danmarks Lærerforening, med udgangen af året.

 

Dansk Skolemuseum står således overfor en meget væsentlig økonomisk udfordring, som ikke kun vedrører udgifter til driften.

 

På baggrund af udredningen besluttede Undervisningsministeriet – som i vedtægterne står som ejer af samlingen – at anvende deres tidligere driftstilskud til en nedpakning og opbevaring af samlingen med henblik på eventuelt senere at retablere museet i samarbejde med en professionshøjskole eller lign.