"Hvad er ministerens kommentar til kulturministerens udtalelser om, at "Når der indgås en aftale mellem byens overborgmester og landets statsminister, er det selvfølgelig en aftale mellem København og staten og derfor politisk gyldig. Det er ikke bare to venner, der skriver breve til hinanden." (Jyllandsposten den 25. januar 2008, side 7) og vil ministeren bekræfte i forlængelse af udtalelsen fra Statsforvaltningen i Hovedstaden i sag 2007-613/308, at kulturministeren tager fejl, og der ikke foreligger en juridisk gyldig aftale, der forpligter Københavns Kommune? "
Det fremgår af spørgsmålet, at der er tale om en konkret sag vedrørende Københavns Kommune. Det fremgår videre, at Statsforvaltningen Hovedstaden skulle have afgivet en udtalelse i sagen.
Statsforvaltningen Hovedstaden har over for Velfærdsministeriet tilkendegivet, at statsforvaltningen modtog en henvendelse i sagen den 11. december 2007. Den 21. december 2007 sendte statsforvaltningen henvendelsen i høring hos Københavns Kommune, der fremkom med en udtalelse den 29. januar 2008. Herefter har statsforvaltningen den 31. januar 2008 sendt Københavns Kommunes udtalelse i høring hos den, der havde rettet henvendelse til statsforvaltningen, og givet vedkommende 4 uger til at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger. Statsforvaltningen har således endnu ikke afgivet udtalelse i sagen.
Velfærdsministeriet er ikke i almindelighed klageinstans over for statsforvaltningerne, herunder Statsforvaltningen Hovedstaden, men ministeriet kan af egen drift tage spørgsmål om lovligheden af kommunale dispositioner eller undladelser, som statsforvaltningen har udtalt sig om, op til behandling, når ministeriet skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning, eller har alvorlig karakter.
Velfærdsministeriet har således ikke mulighed for at tage spørgsmålet op, før Statsforvaltningen Hovedstaden har udtalt sig herom.
Jeg kan derfor ikke kommentere den konkrete sag.