Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

JL/ J.nr. 2007-22121-17

 

Folketingets Kommunaludvalg

 

 

 

 

 

Dato:

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Kommunaludvalgs brev af 24. januar 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr.  44 (KOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. : 44

 

”Ministeren bedes redegøre for, om en kommune har pligt til at anmelde ulovligheder, der forstyrrer eller forhindrer kommunen i at levere den lovede service til borgerne.”

 

 

Svar:

 

Velfærdsministeriet har som oplyst ved den foreløbige besvarelse af 1. februar 2008 indhentet en udtalelse fra Justitsministeriet i anledning af spørgsmålet, herunder om, hvorvidt en kommune har pligt til at politianmelde ulovligheder, der forhindrer kommunen i at levere den service til borgerne, som den pågældende myndighed har ansvaret for at levere, eller ulovligheder, der besværliggør levering af en sådan service.

 

Justitsministeriet har udtalt følgende:

 

”Justitsministeriet kan oplyse, at det generelle udgangspunkt i dansk ret er, at der ikke gælder nogen pligt til at anmelde et formodet strafbart forhold. Som en undtagelse kan nævnes straffelovens § 141, hvorefter der gælder en strafsanktioneret pligt til at gøre, hvad der står i ens magt for at forebygge visse nærmere angivne alvorlige forbrydelser, om fornødent ved anmeldelse.

 

Spørgsmålet om, hvorvidt offentlige forvaltningsmyndigheder har pligt til at indgive politianmeldelse i tilfælde af formodede lovovertrædelser begået af private, er ikke lovreguleret. Spørgsmålet ses heller ikke nærmere behandlet i den retsvidenskabelige litteratur.

 

Efter Justitsministeriets opfattelse vil besvarelsen af spørgsmålet bl.a. afhænge af, hvilke opgaver den pågældende myndighed varetager på det pågældende lovområde.

 

Det må antages, at forvaltningsmyndigheder, der netop har til opgave at føre tilsyn med, at borgerne overholder lovgivningen, efter omstændighederne har pligt til at indgive politianmeldelse i anledning af konstaterede lovovertrædelser, jf. herved betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen, side 162, samt Karsten Revsbech, Lærebog i Miljøret, 3. udgave (2002), side 437.

 

Uden for sådanne tilfælde kan der formentlig opstilles den hovedregel, at forvaltningsmyndigheder ikke er forpligtet – men er berettiget – til at indgive politianmeldelse i anledning af formodet strafbart forhold begået af private.

 

Det bemærkes, at politiet efter politilovens § 2 bl.a. har til opgave at forebygge strafbare forhold og bringe strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare forhold. Politiet iværksætter efter retsplejelovens § 742, stk. 2, efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.”

 

Jeg kan henholde mig til Justitsministeriets udtalelse.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Karen Jespersen

 

/  Pernille Christensen