Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

PEB/ J.nr. 2008-4180

Folketingets Kommunaludvalg

 

 

 

 

 

Dato: 2. juli 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Kommunaludvalgs brev af 4. juni 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 111 (KOU Alm. del).

 

­

Spørgsmål nr. 111:

”I forlængelse af ministerens besvarelse af samrådsspørgsmål K og L bedes ministeren redegøre for om det vil indgå i den kommende status for kommunalreformen i 2009, hvilke økonomiske forudsætninger de enkelte kommuner havde ved reformens begyndelse og hvorledes vil der blive evalueret på, hvordan politikere og ansatte mener reformen har haft indflydelse på kommunernes manøvremuligheder og service.”

 

Svar:

Med hensyn til kommunernes økonomiske forudsætninger ved kommunalreformens ikrafttræden vil jeg indledningsvist understrege, at alle omflytninger af opgaver i forbindelse med kommunalreformen foregik med fuld finansiering efter de almindelige DUT-principper. Der var tale om fuld finansiering, der indgik som led i finansieringsreformen med virkning fra 2007. Desuden blev der stillet lånepuljer til rådighed for kommunerne til finansiering af visse engangsomkostninger i forbindelse med kommunalreformen.

 

Efter 1. januar 2007 er det løbende vurderet, om kommunerne har de nødvendige økonomiske forudsætninger for at varetage de nye opgaver, de har fået i forbindelse med kommunalreformen. I forbindelse med kommunernes budgetlægning for 2007 blev det konstateret, at udviklingen i amternes udgifter i 2006 på det sociale område indebar et højere udgiftsniveau end forudsat i DUT-aftalen. Regeringen tilbød i den forbindelse at regulere kompensationen i overensstemmelse med udgiftsudviklingen, og i september 2006 blev der opnået enighed med KL om at give kommunerne mulighed for at afholde yderligere udgifter på 424 mio. kr. i 2007. Samtidig gav regeringen kommunerne en budgetgaranti i 2008 i forhold til regnskab 2006 for de opgaver, som kommunerne skulle overtage fra 1. januar 2007. Denne budgetgaranti blev udmøntet i økonomiaftalen for 2008, idet der var enighed om at løfte kommunernes udgifter i 2008 med 850 mio. kr. i forhold til aftalen for 2007 som ekstra kompensation for de overtagne opgaver. Endelig er det senest i aftalen om kommunernes økonomi for 2009 aftalt, at kommunernes udgiftsniveau fra 2008 løftes med yderligere 650 mio. kr. til det specialiserede socialområde.

 

Som led i den samlede kommunalreform blev der endvidere gennemført en finansieringsreform, med det formål at sikre at alle kommuner fik lige muligheder for ved en rimelig beskatning at tilvejebringe et serviceniveau, der imødekommer borgernes behov. Finansieringsreformen medførte økonomiske omflytninger mellem kommunerne, som var nødvendige for at sikre en bedre økonomisk balance mellem de nye kommuner. For de kommuner, der oplevede tab over et vist niveau i forbindelse med finansieringsreformen, blev der etableret en overgangsordning, således at tabet blev indfaset over nogle år.

 

Samlet set er kommunerne kompenseret fuldt ud for de nye opgaver, og der er taget højde for engangsomkostninger. På den baggrund ses der ikke umiddelbart at være anledning til at gå yderligere ind i de økonomiske forudsætninger for de enkelte kommuner ved kommunalreformens ikrafttrædelse i den status for kommunalreformen og det kommunale selvstyre, som jeg vil afgive til Folketinget i foråret 2009.

 

Jeg kan i øvrigt afslutningsvis om denne redegørelse oplyse, at jeg efter sommerferien vil indbyde KL og Danske Regioner til at medvirke i udarbejdelsen af en status over de første år efter kommunalreformens gennemførelse. Det er derfor for tidligt at gå nærmere ind i behandlingen af bestemte spørgsmål i redegørelsen.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Søren H. Thomsen Â