Dato:            8. februar 2008

Kontor:         Kommunaljura

J.nr.:             2007-40081-38

Sagsbeh.:   NNM

Fil-navn:       Folketingsspørgsmål/Saml. 2007-08-2/KOU spm. 1

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 1 (Alm. del), som Kommunaludvalget har stillet til velfærdsministeren den 29. november 2007

 

Spørgsmål 1:

"Ministeren bedes oplyse på hvilken måde, der er fulgt op på L 294 af 27. april 2005 (valgloven), herunder om der fra interesserede kommuner o.a. er kommet forslag til den elektroniske stemmeafgivning."

 

Svar:

Jeg forstår udvalgets spørgsmål på den måde, at det alene er spørgsmålet om anvendelse af elektronisk stemmeafgivning på afstemningsstederne, der spørges til, idet min forgænger i den redegørelse af 31. oktober 2006, der blev tilsendt Kommunaludvalget samme dag (KOU, 2006-07, alm. del - bilag 13), redegjorde for erfaringerne med anvendelse af elektroniske valglister og elektroniske brevstemmeprotokoller ved de kommunale og regionale valg den 15. november 2005.

 

Borgmester i Frederiksberg Kommune Mads Lebech har ved e-post af 23. maj 2007 anmodet videnskabsministeren og min forgænger, den tidligere indenrigs- og sundhedsminister, om at indgå i et samarbejde med Frederiksberg Kommune om etablering af et sikkert digitalt valgsystem. Mads Lebech har i den nævnte henvendelse endvidere anmodet om, at det tidligere Indenrigs- og Sundhedsministerium sammen med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling afholder etableringsudgifterne forbundet hermed.

 

Videnskabsministeren og den tidligere indenrigs- og sundhedsminister svarede Mads Lebech ved et fælles brev af 21. august 2007, at det på baggrund af de gode erfaringer med benyttelse af elektroniske valglister var værd at overveje at gå et skridt videre og undersøge muligheden for anvendelse af elektronisk stemmeafgivning på afstemningsstederne. Samtidig tilkendegav ministrene, at det var et stort skridt at tage at indføre hjemmel i valglovgivningen hertil, som efter sagens natur ville kræve grundige overvejelser, før der kunne fremsættes lovforslag om, at den nuværende folkelige kontrol med stemmeoptællingen, der foregår på landets mange afstemningssteder, erstattes af en specialistkontrol med stemmemaskinerne. Ministrene tilkendegav videre i brevet, at det derfor var en god idé at få iværksat et konkret forslag til et forsøg med elektronisk stemmeafgivning, som kunne danne grundlag for en konkret stillingtagen til hensigtsmæssigheden af at tilvejebringe lovhjemmel til et sådant forsøg, samt at de gerne ville deltage i et samarbejde om at udarbejde et konkret forslag til forsøg på området. Samtidig afviste de nævnte ministerier at kunne påtage sig betalingen af udgifter i forbindelse med etablering af et elektronisk stemmeafgivningssystem, idet det som fastsat i valglovgivningen er kommunernes ansvar at afholde udgifter til valg.

 

Frederiksberg Kommune har efterfølgende oplyst over for Velfærdsministeriet, at kommunen vil gå i gang med at få iværksat et konkret forslag til forsøg med elektronisk stemmeafgivning på afstemningsstederne. Velfærdsministeriet vil blive inddraget i dette arbejde.

 

Når der ligger et konkret forslag til forsøg klar, vil det give mig en god mulighed for at foretage en mere principiel overvejelse af fordele og ulemper ved digital stemmeafstemning på afstemningsstedet. Jeg vil i den forbindelse understrege, at det kræver grundige overvejelser, før jeg ønsker at fremsætte lovforslag om, at den nuværende folkelige kontrol med stemmeoptællingen på landets afstemningssteder erstattes af en specialistkontrol med stemmemaskinerne.