|
|
20. oktober 2008
Vil ministeren redegøre for hvad mandatet for den danske deltagelse i TF-150 indeholder vedrørende håndtering af tilfangetagne, og herunder oplyse om eventuel rettergang og sanktioner over for tilfangetagne, samt oplyse om mandatets relation til internationale konventioner på området?
Det fremgår af bemærkningerne til regeringens forslag til folketingsbeslutning B33 om dansk deltagelse med sømilitært bidrag til styrkelse af den maritime sikkerhed ved Afrikas Horn, at det danske flådebidrag vil være undergivet folkeretten. Det følger endvidere af beslutningsforslaget, at bestemmelserne i kapitel VII i FN’s Havretskonvention giver adgang til at opbringe piratskibe eller skibe, som pirater har bemægtiget sig og har kontrol over, samt til at tilbageholde personer ombord på disse skibe.
Artikel 105 i kapitel VII i Havretskonventionen giver stater ret – men ikke pligt – til i internationalt farvand at tilbageholde pirater og retsforfølge disse ved de tilbageholdende staters nationale domstole. Det følger endvidere af bestemmelsen, at de nationale domstole kan fastsætte de straffe, der skal idømmes.
Adgangen til at retsforfølge pirater vil bero på en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder og den tilbageholdende stats nationale lovgivning. For Danmarks vedkommende er spørgsmålet om pirateri reguleret i straffeloven § 183 a og herudover bl.a. § 8 b om dansk straffemyndighed i sådanne sager.
De omtalte bestemmelser i straffeloven har følgende ordlyd:
â€Â§ 183 a. Den, som ved ulovlig tvang, jf. § 260, tager kontrollen over et luftfartøj, et skib eller et andet kollektivt transportmiddel eller godstransportmiddel eller griber ind i dets manøvrering, straffes med fængsel indtil pÃ¥ livstid.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som ved ulovlig tvang, jf. § 260, tager kontrollen over et offshoreanlæg.
§ 8 b. Under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages uden for den danske stat, når handlingen er omfattet af § 183 a og er foretaget af en person, der på tidspunktet for sigtelsen
1) har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet eller
2) befinder sig her i landet.â€
I øvrigt skal jeg henvise til min besvarelse af FOU spørgsmål nr. 205.