(FOU alm.del-Spørgsmål 20)

 

 

7. januar 2008

Spørgsmål nr. 20:

”Hvor mange danske Afghanistan-veteraner har fået alvorlige psykiske mén af ophold i Afghanistan?”

 

Svar:

Til brug for min besvarelse har jeg anmodet Forsvarskommandoen om en udtalelse. Forsvarskommandoen har i den anledning oplyst følgende:

 

”Institut for Militærpsykologi har registreret 212 journaler omhandlende soldater fra Afghanistan siden 2002. Heraf omhandler ca. halvdelen soldater udsendt til Helmand provinsen.

 

Der er her alene tale om soldater, der har været eller på nuværende tidspunkt er i et behandlingsforløb. Institut for Militærpsykologi graduerer ikke art og omfang af psykiske efterreaktioner i mere eller mindre alvorlige tilfælde, hvorfor der ikke kan skelnes i alvorlighedsgrad.

 

Psykiske mén eller belastende efterreaktioner vil ofte ikke vise sig umiddelbart efter ophold i et missionsområde men først manifestere sig, når soldaten har været hjemme nogen tid. For nogle soldater kan det vare måneder for andre længere tid. Ofte vil andre sociale begivenheder som skilsmisse, dødsfald, sygdom, arbejdsløshed, m.m. være det, der aktiverer tidligere ubearbejdede belastninger. Derfor modtager Institut for Militærpsykologi også henvendelser fra soldater, som har været hjemme i en årrække. Disse har ikke nødvendigvis haft problemer i den mellemliggende tid, men i forbindelse med en anden social begivenhed bliver oplevelserne fra udsendelsen aktiveret.”