(FOU alm.del-Spørgsmål 194)

 

 

8. oktober 2008

Spørgsmål nr. 194:

Kan ministeren oplyse, om krigsskibe, som deltager i TF150, på nogen måde har involveret i borgerkrigen i Somalia?

Svar:

Til brug for min besvarelse har jeg anmodet Forsvarskommandoen om en udtalelse. Forsvarskommandoen har oplyst følgende:


”Orlogsskibe, der deltager i Task Force 150, løser en lang række opgaver, som under et kan beskrives som maritime sikkerhedsoperationer. De maritime sikkerhedsoperationer udføres i internationalt farvand og har blandt andet til formål at begrænse pirateri samt imødegå international terrorisme i ansvarsområdet. Desuden skal Task Force 150 gennem lokale kapacitetsopbygningsprojekter styrke de regionale kyststaters evne til selv at kunne opretholde maritim sikkerhed i deres nærområde. Det sømilitære bidrag til Task Force 150 har således ikke opgaver, der vedrører konflikten i Somalia.”

 

Det kan endvidere oplyses, at FN’s Sikkerhedsråds resolution 1816 åbner mulighed for, at danske flådefartøjer, herunder ABSALON, kan operere i somalisk territorialfarvand ifm. blandt andet bekæmpelse af pirateri.

 

Der kan i øvrigt henvises til svar på spørgsmål 3 og 4 (FOU - B33).