Ministeren

J.nr. MST-600-00027

 

Den 8. februar 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 88 (alm. del) stillet af  Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

Spørgsmål      

Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af FLF alm. – samrådsspørgsmål C om sammenhængen mellem fedme og kemikalier den 9. januar 2008 lave et scenarie for udviklingen i mængden af hormonforstyrrende stoffer i Danmark frem til 2030?

 

 

Svar

For at kunne opstille et scenarium for udviklingen i mængden af hormonforstyrrende stoffer kræver det, at vi ved hvilke stoffer, der er hormonforstyrrende. Men det store problem i forhold til hormonforstyrrende stoffer er vores mangel på viden, dels om de effekter stofferne fører til og dels om, hvilke stoffer der har hormonforstyrrende egenskaber.

 

Vi har simpelthen ikke de testmetoder, der er nødvendige for at kunne påvise kemiske stoffers hormonforstyrrende egenskaber. Det er bl.a. derfor at Danmark prioriterer udvikling af internationalt anerkendte testmetoder og at Danmark aktivt deltager med laboratoriearbejde i OECD’s testmetodeprogram. Herudover arbejder Danmark også med udvikling af computermodeller ((Q)SAR-modeller), der kan forudsige stoffers hormonforstyrrende egenskaber.

 

Mange af de stoffer, som vi med sikkerhed ved er hormonforstyrrende, er ofte stoffer, hvor den hormonforstyrrende virkning har ført til alvorlige skader på reproduktionen eller til udvikling af kræft. Mange af disse stoffer f.eks. DDT og andre chlorpesticider, PCB, dioxin og organotin-forbindelser er i dag omfattet af forbud eller anvendelsesbegrænsninger.