Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 78 (Alm. del), som Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 10. januar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 78 fra Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Alm. del):

 

”Kan ministeren i forlængelse af de dispensationsanmodninger om buranlægs indretning og udstyr, som ministeren har modtaget fra rævefarmere, oplyse, hvor lang en overgangsordning rævefarmere skal have, for at opfyldelsen af bestemmelserne om ræve i bekendtgørelsen om beskyttelse af pelsdyr ikke har karakter af et ekspropriativt indgreb?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet kan oplyse, at ministeriet indtil nu har modtaget i alt 18 ansøgninger fra ræveavlere om forlængelse af fristen for opfyldelse af de krav om buranlægs indretning og udstyr, som følger af pelsdyrbekendtgørelsens §§ 27, 31 og 35.

 

Det fremgår bl.a. af ansøgningerne, at navnlig kravet om ræves adgang til et dobbeltbur på mindst 100 x 200 cm, jf. bekendtgørelsens § 35, stk. 1, er forbundet med betydelige økonomiske konsekvenser for avlerne. Ifølge flere af avlerne nødvendiggør dette krav således enten en halvering af ræveproduktionen eller – hvis den nuværende produktion skal opretholdes – nybygning af yderligere indhusningshaller. Kravet indebærer endvidere for en række avlere, hvis nuværende ræveindhusningshaller har en spærafstand på 197 cm, og hvor der derfor ikke kan indsættes bure med en længde på 200 cm, at disse avlere er henvist til at nedrive de nuværende produktionshaller for derefter at bygge nye.

 

Justitsministeriet kan ikke på nuværende tidspunkt udtale, hvor mange ræveavlere der vil blive ramt så økonomisk intensivt af de omhandlede krav, at de pågældende avlere skal meddeles en forlængelse af fristen for opfyldelse af kravene, og hvor lang overgangsperioden i givet fald skal være. Det bemærkes herved, at der må anlægges en konkret vurdering af hver enkelt avlers produktionsmæssige forhold, og for en række avleres vedkommende nødvendiggør denne vurdering yderligere oplysninger.

 

Efter Justitsministeriets helt foreløbige vurdering af de økonomiske konsekvenser, der for flere af avlerne er forbundet med navnlig kravet i bekendtgørelsens § 35, stk. 1, vil der for disse avleres vedkommende formentlig blive tale om en forlængelse af fristen på adskillige år.