Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Christiansborg

1240 København K

 



 

København, den 28. januar 2008

Sagsnr.: 10594

 

Folketinget har den 3. januar 2008 anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål Ad FLF alm.del:

 

Spørgsmål 68:

 

”Vil ministeren kommentere artiklen bragt i Jyllandsposten den 22/12-07 ”Bøvl for ildsjælene”, hvor genressourceudvalgets nye formand varsler en udskiftning af genressourceudvalgets samarbejdspartnere?”.

 

Svar:

 

Indledningsvis skal jeg gøre opmærksom på, at formanden for Genressourceudvalget for husdyr har oplyst over for mig, at han ikke genkender de udtalelser, han er refereret for i det læserbrev i Jyllandsposten, der henvises til i spørgsmålet.

 

Når jeg har udnævnt vicedirektøren i Plantedirektoratet som formand for Genressourceudvalget til bevaring af de gamle husdyrracer, er det udtryk for en høj prioritering af arbejdet med bevaring af de husdyrgenetiske ressourcer. Det er rigtigt, at formanden ikke personligt har faglig specialviden om husdyrgenetik, men denne specialviden er rigt repræsenteret i udvalget gennem sekretariatet, de faglige medlemmer og avlerrepræsentanterne.

 

Blandt de personer, der er engagerede i bevaring af de gamle husdyrracer, har der i mange år været uenighed, og arbejdet har til tider været præget af strid blandt visse af parterne. Trods dette sigter arbejdet i Genressourceudvalget på at blive fremadrettet med at finde praktiske løsninger på bevaringsarbejdet.

Jeg kan ikke genkende, at lovgivningen eller staten skulle modarbejde mindre dyrehold af uproduktive dyr. Tværtimod giver Fødevareministeriet tilskud til avlerforeningerne for de gamle husdyrracer og tilskud til hold af dyr.

 

Når Plantedirektoratet har taget initiativ til at opfordre deltidslandmænd til at gå ind i arbejdet med de gamle husdyrracer, er det alene for at få flere avlere til at deltage i bevaringsarbejdet som supplement til de bestående avlere.

 

Endelig vil jeg fremhæve, at både jeg og formanden for Genressourceudvalget i høj grad værdsætter det store frivillige arbejde, de engagerede avlere gør for at bevare de gamle husdyrracer.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

                                                                        / Dorrit Krabbe