Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

 

 

                                                            

København, den 31. januar 2008

Sagsnr.: 6042

 

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 3. januar 2008 anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 67:

”Vil ministeren kommentere John Wagners indlæg i FoodObserver den 22/12-07, ”Den sunde dagligvarehandel” og de forslag han fremlægger i dette indlæg samt oplyse om ministeren vil tage kontakt til John Wagner for at drøfte, hvordan forslagene kan gennemføres?

 

Svar:

Flere og flere danskere efterspørger sunde alternativer, og mange forbrugere bliver stadigt mere kvalitetsbevidste i deres valg af fødevarer. Der er dog stadig behov for at øge tilgængeligheden af de sunde fødevarer. Derfor skal danskerne sikres den nødvendige oplysning om, hvad der er sundt og usundt, og det sunde valg skal i højere grad end i dag være det lette valg. Vi får ikke danskerne til at spise sundere ved løftede pegefingre og forbud. Vi skal tværtimod informere, bearbejde holdninger og skabe reelle muligheder for at danskerne kan vælge de sunde alternativer i hverdagen. Det gælder alle de steder, hvor vi færdes – institutioner, skoler, idrætsklubber, arbejdspladser og i supermarkedet.

 

Lad mig understrege, at der ikke findes nogen enkeltstående initiativer, der alene kan vende den nuværende udvikling, hvor stadig flere danskere bliver overvægtige. Det kræver en bred indsats, der skal fremme omgivelser, som støtter den enkeltes valg af en fornuftig livsstil. Og det forudsætter, at mange aktører påtager sig et medansvar. Både det offentlige, detailhandlen, fødevareindustrien m.fl. må stå sammen for at sikre danskerne de bedst mulige betingelser for at vælge en sund kost.

 

Jeg er enig med John Wagner i, at der er behov for at have en politisk plan som fælles referenceramme for kampen mod overvægt. Dette ønske opfyldes med regeringens nedsættelse af en hurtigt arbejdende forebyggelseskommission, der skal analysere og fremsætte forslag til en styrket forebyggelsesindsats. Med afsæt i kommissionens forslag vil regeringen sammen med kommuner og regioner i 2009 udarbejde og lancere en national handlingsplan for forebyggelse med klare mål for indsatsen.

 

John Wagner kommer med mange gode forslag om forskning, ernæringslære, markedsføring rettet mod børn, og jeg er altid glad for at få nye og kvalificerede input til udvikling af fødevarepolitikken. Jeg er helt enig i, at sundhedskampagner, forskning og produktudvikling er vigtige elementer i en sundhedsforebyggende indsats.

 

Regeringen investerer allerede betydelige midler i fødevareforskning. Midlerne målrettes udvikling af nye kvalitetsprodukter og processer. En del af fødevareforskningen vil også omfatte initiativer af relevans for erhvervet og også detailledet.

 

I Danmark formidler vi ernæringslære på mange måder, men John Wagner efterspørger en opprioritering af området. Jeg vil umiddelbart stille mig positivt overfor en forbedret ernæringslære, men det er i den forbindelse også vigtigt at pointere, at det hører ind under undervisningsministerens ressort. Jeg kan dog oplyse, at der allerede er ernæringslære i de grundlæggende fødevareuddannelser. Endvidere har Fødevarestyrelsen stillet undervisningsmaterialer til rådighed for folkeskolens undervisning i ernæring. Fødevarestyrelsen har også tilbudt at stille faglig ekspertise til rådighed for Dansk Varefakta Nævns projekt om at uddanne skoleelever til at forstå næringsdeklarationer.

 

I forhold til spørgsmålet om muligheden for momsdifferentiering har De Samvirkende Købmænd markeret sig med et ønske om nedsættelse af momsen på frugt og grønt.

Momsnedsættelse er umiddelbart en dyr løsning for samfundet. Jeg synes derfor, det er en god idé – som det også er besluttet – at spørgsmålet om differentieret moms indgår i forebyggelseskommissionens arbejde. Dels kan vi få spørgsmålet grundigt belyst, dels kan vi få sat differentieret moms ind i en sammenhæng med andre forebyggelsestiltag.

 

Vi skal fortsat udvikle fødevare- og ernæringspolitikken i Danmark, og jeg diskuterer gerne nye ideer med relevante aktører. Jeg ser derfor også frem til at mødes med John Wagner og diskutere hans mange forslag i løbet af foråret.

 

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Karen Lorenzen