Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 9. oktober 2008

Sagsnr.: 13398

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 19. september 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 491) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 491:

 

”Vil ministeren redegøre for, hvilke steder, der kan laves obduktion af større dyr og disses kapacitet?”

 

Svar:

 

Jeg har fra Fødevarestyrelsen indhentet nedenstående udtalelse, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Der kan foretages obduktioner af dyr i en vis størrelse på DTU Veterinærinstituttet - både på Bülowsvej i København og på Hangøvej i Århus -  på KU Life – Sektion for Patologi, Institut for Sygdomsbiologi og på Dansk Svineproduktions laboratorium i Kjellerup.

 

DTU Veterinærinstituttet har både på Bülowsvej i København og på Hangøvej i Århus faciliteter (sektionsstue, kølerum, laboratorier til yderligere undersøgelser, inkl. histokemi), der kan håndtere dyr op til 250 kg. Her er kapaciteten samlet maks. 10 stk. dagligt. Er der tale om mindre dyr, øges kapaciteten.

 

Dog har Veterinærinstituttet meget vanskeligt ved at obducere voksne søer og udvokset kvæg, fordi hjælpeværktøjer som lifte og kraner ikke er bygget til denne kategori af dyr. I enkelte tilfælde kan der obduceres en so/orne, hvorimod det kun vil være muligt at obducere voksent kvæg i nødstilfælde. Hvis der er tale om mistanke om alvorlige smitsomme husdyrsygdomme, vil størrelsen på dyr, der kan modtages til obduktion være maksimalt 150 kg, fordi sådanne dyr kræver særlige isolationsfaciliteter. Veterinærinstituttet har således ikke bemanding eller ressourcer, inkl. affaldshåndtering, til at lade arbejdsopgaverne omfatte obduktion af større dyr på permanent basis. Alle Veterinærinstituttets undersøgelser er kvalitetssikrede eller foregår efter kvalitetssikrede principper.

 

Ved Sektion for Patologi, Institut for Sygdomsbiologi, Life, KU, er den fysiske kapacitet under forudsætning af allokering af sufficient personale ca. 15 store husdyr pr. dag og her forstås store husdyr som dyr med en vægt op til 2.000 kg.

 

På Dansk Svineproduktions laboratorium i Kjellerup obduceres 3. – 4.000 grise/organer fra spædgrise, smågrise, slagtesvin og søer på årsbasis, samt normalt 2 – 4 søer pr. måned. Ved større udbrud af smitsomme sygdomme vil laboratoriet være begrænset af sin kølekapacitet, der kun giver mulighed for at obducere op til 7 søer/orner pr. uge ekstra. Skal der obduceres flere end dette antal, skal der hentes kadavere hyppigere.”

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

 

/Heidi Søltoft