Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 13. august 2008

Sagsnr.: 12678

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 10. juli 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 390) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 390:

 

”Kan ministeren i forlængelse af sit svar på FLF alm. del – spørgsmål 349 bekræfte, at EMEA og WHO aldrig har udtalt sig om den reelle mulighed for øget resistensudvikling hos mikroorganismer?”

 

Svar:

Jeg vil indledningsvist bemærke, at idet der henvises til en tidligere besvarelse på spørgsmål 349, forventer jeg, at spørgsmålet begrænser sig til anvendelse af gener med antibiotikaresistens og deres tilstedeværelse i gensplejsede planter. Derfor er tilstedeværelse af antibiotikaresistensmarkører (ARM) i mikroorganismer som naturligt forekommende eller som følge af gensplejsning af mikroorganismer ikke medtaget i svaret.

 

WHO har gennem mange år været involveret i at udgive vurderinger og vejledninger (guidelines) i relation til anvendelsen af GMO, herunder hvilke specielle forhold der skal tages hensyn til ved vurderingen af antibiotikaresistens-gener. WHO har i flere rapporter fra 1991 til 2003 vurderet, at genoverførsel fra plante til mikroorganisme er yderst sjælden. Det beskrives desuden i rapporterne, hvilke forhold der bør tages hensyn til i vurderingen af de aktuelle antibiotikaresistensmarkører (ARM) i planter, herunder deres naturlige forekomst i mikroorganismer og vigtigheden af de aktuelle antibiotika.

I en rapport fra 2000[1] har WHO vurderet, at der ikke er belæg for, at de anvendte ARM-gener udgør en sundhedsmæssig risiko for mennesker og dyr.

 

Eksperter fra Fødevareinstituttet, DTU er ikke bekendt med, at WHO har udtalt sig i konkrete sager om antibiotikaresistens i mikroorganismer som følge af genoverførsel fra gensplejsede planter.

 

EMEA har ikke på sammen måde som WHO arbejdet med problemstillingen omkring anvendelsen af ARM i planter. EMEA har i deres udtalelse omkring anvendelse af ARM i planter gjort det tydeligt, at de ikke har ekspertise på området vedrørende overførsel af gener fra planter til mikroorganismer. EMEA har derimod beskæftiget sig en hel del med udbredelsen af antibiotikaresistens i mikroorganismer, men dette er ikke relateret til hverken gensplejsning eller planter.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Lisbet Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



[1] FAO/WHO (2000): Safety aspects of genetically modified foods of plant origin. World Health Organization, Geneva.