Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

København, den 17. juli 2008 Sagsnr.: 12417 Â

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 20. juni 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 360 og 361) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 360:

 

”Vil ministeren i forlængelse af svaret på FLF alm. del. – samrådsspm AC den 18. juni 2008 om azofarvestoffer oplyse, hvornår og under hvilke betingelser forsigtigheds­princippet kan finde anvendelse?”

 

Svar:

 

Forsigtighedsprincippet er kun udtrykkeligt nævnt ét sted i EF-traktaten, nemlig i artikel 174 om miljøbeskyttelse. Anvendelsen af princippet er imidlertid i praksis ikke kun begrænset til miljøsager i gængs forstand. Forsigtighedsprincippet vil således principielt kunne anvendes på alle områder, hvor der er tale om en risiko for miljøet eller for menneskers, dyrs eller planters sundhed og sikkerhed.

 

Der findes hverken i Traktaten eller i den afledte EU-ret en egentlig definition af forsigtighedsprincippet. I lighed med andre grundlæggende fællesskabsretlige principper så som proportionalitetsprincippet og subsidaritetsprincippet er princippets rækkevidde blevet præciseret i EF-domstolens retspraksis.

 

Det kan heraf udledes, at forsigtighedsprincippet finder anvendelse, hvor de viden­skabelige oplysninger er ufuldstændige, foreløbige eller usikre, og hvor der er tegn på, at de mulige følger for miljø eller menneskers, dyrs og planters sikkerhed og sundhed kan være farlige og ikke stemmer overens med det valgte beskyttelsesniveau. Er der tale om en sådan begrundet risiko, giver princippet medlemslandene eller fællesskabsmyn­dighederne mulighed for at gribe ind. De vedtagne foranstaltninger skal respektere de almindelige EU-retlige principper om blandt andet proportionalitet og ikke-diskrimi­nation, ligesom de anses for at være foreløbige, indtil uddybende oplysninger om risikoen er blevet indsamlet og analyseret.

 

Det bemærkes, at EU-Kommissionen blandt andet i lyset af retspraksis har udarbejdet retningslinier for princippets anvendelse i sin meddelelse om forsigtighedsprincippet[1] fra 2000. Disse retningslinier afspejles for så vidt angår fødevareområdet i artikel 7[2] i Fødevareforordningen[3], som fastlægger de grundlæggende principper og krav til fødevarelovgivningen i EU.

 

Artikel 7 er således en udmøntning af forsigtighedsprincippet, som kan anvendes som konkret hjemmel for en given foranstaltning inden for forordningens anvendelses­område. Dog må bestemmelsen, ud fra en lex specialis-betragtning, vige i de tilfælde, hvor der er fastsat beskyttelsesklausuler i de enkelte regelsæt – fx som det gælder på tilsætningsstofområdet, hvor beskyttelsesklausulen findes i tilsætningsstofdirektivet[4].

 

På fødevareområdet er forsigtighedsprincippet derudover udmøntet i beskyttelses­klausuler i de enkelte retsakter i det omfang, der er tale om harmoniserede områder. Beskyttelsesklausuler gør det muligt for medlemslandene at træffe foreløbige forholds­regler, for eksempel ved at nedlægge et midlertidigt forbud mod usunde eller farlige produkter, selvom produktet er i overensstemmelse med gældende ret. Bestemmelsen har til hensigt at gøre det muligt for et medlemsland at gribe ind over for sådanne produkter, hvis der foreligger ny viden, som blotlægger hidtil upåagtede sundhedsrisici.

 

Som et andet eksempel, hvor forsigtighedsprincippet, finder anvendelse, kan nævnes den såkaldte miljøgaranti i EF-traktatens (TEF) artikel 95, stk. 4. Denne bestemmelse giver et medlemsland mulighed for at opretholde nationale bestemmelser efter, at et område er blevet harmoniseret på EU-plan. Opretholdelsen skal være begrundet i et af de hensyn, der nævnes i TEF artikel 30, herunder beskyttelsen af menneskers og dyrs liv og sundhed, i miljøbeskyttelse eller i beskyttelse af arbejdsmiljø.

 

 

 

 

På ikke harmoniserede områder kommer forsigtighedsprincippet i spil i relation til TEF artikel 28 og 30 om varernes frie bevægelighed. Medlemslandene har pligt til at orien­tere Kommissionen og de øvrige medlemslande om samtlige udkast til tekniske forskrif­ter udstedt i henhold til TEF artikel 28 og 30 for blandt andet at give Kommissionen og medlemslandene mulighed for at reagere på eventuelle begrænsninger i varernes frie bevægelighed. Rejses der indsigelser i forbindelse med en notifikation, er det op til den pågældende medlemsstat at godtgøre, at der er tale om en lovlig handelshindring jf. de særlige hensyn, der opregnes i TEF artikel 30, herunder beskyttelsen af menneskers og dyrs liv og sundhed. Således vil en notifikation af nationale regler i visse tilfælde skulle ledsages af en solid og videnskabelig holdbar dokumentation med det formål at godt­gøre, at der er tale om et lovlig handelshindring.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Thomas Elvensø