Folketingets Udvalg for Fødevarer,
|
 |
Spørgsmål 334:
â€Hvordan vil ministeren sikre sig, at den genetisk modificerede LL Cotton 25 og A2704-12 sojabønne ikke dyrkes illegalt i Danmark, idet der i begge tilfælde tillades import af spiredygtige frø og bønner?â€
Svar:
Hverken bomuld eller soja bliver dyrket kommercielt i Danmark.
For bomulds vedkommende er klimaet for koldt til, at det kan lade sig gøre. Således dyrkes der inden for EU næsten kun bomuld i Grækenland og Spanien.
Herudover importeres der stort set ikke længere bomuld til brug til foder i Danmark på grund af problemer med udvikling af svampegiften aflatoksin, der kan videregives fra foderet til køers mælk.
Det danske klima er heller ikke ideelt til dyrkning af soja. Der har dog inden for de senere år været forsøg med dyrkning af nogle bestemte sorter med mulig anvendelse inden for økologisk jordbrug. Det har imidlertid endnu ikke udmøntet sig i, at der bliver dyrket soja i Danmark.
Tilladelsen til import gælder i øvrigt udelukkende høstede bønner, som i praksis vil stamme fra en blanding af mange forskellige sojasorter. En landmand vil derfor ikke på forhånd vide, hvilke egenskaber der vil være hos de planter, der kommer frem på marken efter eventuel udsåning.
Desuden vil en stor del af bønnerne fra sådan en blanding af sojasorter sandsynligvis ikke nå at modne under de danske temperaturforhold. Der er derfor ikke noget incitament for danske landmænd til at udså sådanne bønner.
Eva Kjer Hansen
/Anette Engelund Friis