Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 27. juni 2008

Sagsnr.: 10203

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 26. maj 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 330) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 330:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 20/5-08 fra Landbrugsrådet om dansk landbrugs holdning til sundhedstjekket af EU’s landbrugspolitik, jf. FLF alm. del – bilag 297.

 

 

Svar:

Landbrugsrådet har med sin henvendelse af 20. maj 2008 til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kommenteret Kommissionens forslag af 20. maj 2008 om ændringer af EU’s fælles landbrugspolitik.

 

Landbrugsrådet finder, at Kommissionens samlede pakke indeholder relevante forslag, som ikke medfører omfattende reformer, men hensigtsmæssige justeringer af den gældende politik. Landbrugsrådet finder endvidere, at Kommissionen har fremsat forslag, som medfører en forenkling af landbrugspolitikken, men påpeger dog, at Kommissionen ikke har søgt at forenkle regelsættet vedrørende krydsoverensstemmelse. Endelig fremfører Landbrugsrådet, at det ved ændringer af EU’s landbrugspolitik må sikres, at der fastholdes en fælles politik, så konkurrenceforvridninger mellem EU’s landmænd undgås.

 

Som udgangspunkt er jeg enig i flere af Landbrugsrådets betragtninger. Jeg finder, at Kommissionens samlede udspil er et skridt hen imod en højere grad af liberalisering og markedsorientering af den fælles landbrugspolitik, samtidig med at der sker en forenkling af det fælles regelsæt. Jeg havde imidlertid gerne set, at Kommissionen var gået endnu længere i sine bestræbelser på at markedsorientere den fælles landbrugspolitik.

 

Også fremadrettet er det vigtigt, at landbrugspolitikken fortsat udgør en fælles politik for landbruget i EU, således at renationalisering og konkurrenceforvridning undgås.

 

Endelig vil jeg fastholde, at den fælles landbrugspolitik i vidt omfang skal bidrage til at håndtere nye udfordringer som klimaforandringer, vedvarende energi, vandforvaltning, biodiversitet, ligesom jeg finder, at de nye udfordringer også omfatter øget globalisering.

 

Jeg henviser i øvrigt til vedlagte notat, som mere detaljeret beskriver min holdning til de af Landbrugsrådets rejste spørgsmål og kommentarer.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Mia Stecher