ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

13. december 2007

 

Besvarelse af spørgsmål 27 alm. del stillet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 3. december 2007.    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 27:

Vil ministeren redegøre for de nye brandkrav til landbruget, BR 2007, og i den forbindelse kommentere de i brev af 27. juni fra Aalborg kommune stillede forslag til brandsikringstiltag, jf. folketingsåret 2006-2007, FLF alm. del – bilag 454.

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Erhvervs- og Byggestyrelsen, der udtaler følgende, som jeg kan henholde mig til:

 

”Det nye bygningsreglement, BR08, blev offentliggjort den 12. december 2007 med ikrafttrædelse den 1. februar 2008.

 

I høringsudgaven af bygningsreglementet blev det foreslået at skærpe brandkravene til landbruget, så de kommer op på samme niveau som andre erhvervs industri- og lagerhaller.

 

Dansk Landbrugsrådgivning, der hører under Dansk Landbrug, kommenterede i høringsudgaven, at de sædvanlige brandkrav til industri- og lagerhaller ikke altid er nødvendige og velegnede for avls- og driftsbygninger til dyrehold. Erhvervs- og Byggestyrelsen har efterfølgende haft en tæt og konstruktiv dialog med Dansk Landbrug og deres rådgivningscenter, Dansk Landbrugsrådgivning.

 

Dialogen har resulteret i, at der i BR08 indføres nye brandkrav til avls- og driftsbygninger til dyrehold. Kravene beskrives i detaljer i Landbrugets Byggeblade vedrørende brandforhold, der henvises til i bygningsreglementet. Kravene er i overensstemmelse med udtalelsen fra Beredskabscenter Aalborg.

 

 

Disse krav vil blive indført til brandsikring af konstruktioner for landbrugets lukkede avlsbygninger. Det er typisk svine- og fjerkræstalde. Relativt åbne avlsbygninger som fx kvægstalde vil blive undtaget fra skærpede brandkrav, idet kvæget nemt og hurtigt kan bringes ud af bygningen, ligesom redningsfolkene uden besvær kan komme ind. Tilsvarende vil driftsbygninger blive undtaget, da der her ikke er et hensyn til dyrevelfærd.

 

Dansk Landbrug har over for Erhvervs- og Byggestyrelsen tilkendegivet, at de finder, at stramningerne i bygningsreglementets brandkrav for dyrestalde tilgodeser den ønskede forbedrede dyrevelfærd og er et velegnet teknisk grundlag for det fremtidige landbrugsbyggeri.”

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk