Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 7. maj 2008

Sagsnr.: 11841

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 24. april 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 261) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 261:

 

”Er ministeren bekendt med undersøgelser, der viser sammenhæng mellem forekomst af antibiotikaresistente bakterier og henholdsvis højt medicinforbrug eller brug af gmo’er med antibiotikaresistente genmarkører?”

 

Svar:

Jeg har indhentet bemærkninger fra Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende:

 

”Spørgsmålet kan opdeles i to forskellige problemstillinger:

 

1.         Er der kendskab til undersøgelser som viser sammenhæng mellem højt forbrug af medicin (formentligt antibiotika) og forekomst af antibiotikaresistens hos bakterier.

 

2.         Er der kendskab til undersøgelser som viser sammenhæng mellem brugen af GMO og forekomst af antibiotikaresistente bakterier.

 

Ad. 1.

Adskillige danske og udenlandske videnskabelige undersøgelser har dokumenteret en sammenhæng mellem anvendelse af antibiotika og fremkomst af antibiotikaresistente bakterier. Dette er meget veldokumenteret gennem mange videnskabelige undersøgelser inden for både den humane og veterinære medicin.

 

F.eks. er der en lang række danske undersøgelser udført af Fødevareinstituttet ved DTU og af Statens Seruminstitut, herunder adskillige, som refererer til produktionsdyr i Danmark.

 

Netop for at følge denne velkendte sammenhæng nøje og komme med mulige forslag til kontrol besluttede Fødevareministeriet i samarbejde med Sundhedsministeriet for mere end 10 år siden at etablere en løbende overvågning af såvel antibiotikaforbrug, samt antibiotikaresistens blandt bakterier fra produktionsdyr, fødevarer og mennesker. Denne overvågning udføres i et samarbejde mellem Statens Seruminstitut, Fødevarestyrelsen, Lægemiddelstyrelsen samt Fødevareinstituttet ved DTU og resultaterne offentliggøres årligt i en rapport – DANMAP. Denne overvågning er den først etablerede af sin art i verden og har dannet grundlag for lignende overvågninger i adskillige andre lande verden over. Resultaterne er tilgængelige på DANMAPs hjemmeside: www.danmap.org.

 

Ad 2.

Antibiotikaresistensgener anvendes som markører ved udvælgelsen af gensplejsede planter (GMO’er) med ønskede egenskaber. Videnskabelige undersøgelser har aldrig påvist en overførsel af et helt gen til en bakterie, selv under optimale laboratorieforhold, og derfor betragtes en sådan begivenhed som meget lidt sandsynligt.”

 

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Kristine Lilholt Nilsson