Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 248, som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 16. april 2008 (Alm.del).

 

 

 

Lene Espersen

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 248 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Alm. del):

 

”Ministeren bedes kommentere Dansk Svineproduktions og Danish Meat Associations Notat – fakta om kastration af svin, jf. FLF alm. del – bilag 237.”

 

Svar:

 

1. Dansk Svineproduktion og Danish Meat Association har den 10. april 2008 udarbejdet et notat med overskriften ”Fakta om kastration – status til Folketingets fødevarepolitikere”.

 

Notatet indeholder en beskrivelse af den nuværende praksis ved kastration af hangrise uden bedøvelse og mulige alternativer. Endvidere redegøres der i notatet kort for praksis på området i det øvrige Europa.

 

Baggrunden for udarbejdelse af notatet var navnlig, at Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 13. marts 2008 havde bedt mig i et kommende åbent samråd om at redegøre for ”de nyeste forskningsresultater vedrørende kastration af svin og i forbindelse hermed oplyse om muligheder for at bedøve ved kastration og om alternativer til kastration af svin i produktion, herunder for frasortering af orner, der lugter meget af orne” (samrådsspørgsmål R).

 

2. Den 16. april 2008 redegjorde jeg under et samråd i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri for ovenstående spørgsmål. Forud for samrådet havde Justitsministeriet den 8. april 2008 anmodet Dansk Svineproduktion om et notat om bl.a. de nyeste forskningsresultater vedrørende kastration af svin til brug for ministeriets forberedelse af samrådet. Justitsministeriet modtog den 11. april 2008 et notat fra Dansk Svineproduktion om kastration af smågrise, der indholdsmæssigt stort set er identisk med Dansk Svineproduktions notat fremsendt til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. En kopi af notatet vedlægges.

 

Justitsministeriet anmodede efterfølgende Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet om at gennemgå notatet fra Dansk Svineproduktion. Den 14. april 2008 fremsendte Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet et notat med overskriften ”Vurdering af Dansk Svineproduktions notat om kastration”. En kopi af notatet vedlægges.

 

Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af samrådet, herunder det talepapir, som lå til grund for min besvarelse, og som er blevet oversendt til udvalget, jf. Alm. del – spørgsmål 250.