Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 9. maj 2008

Sagsnr.: 10600

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 16. april 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 245) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 245:

 

”Vil ministeren oplyse, om de 57 mio. kr. ministeren netop har afsat til at sikre, at landbrugets gødningsstoffer ikke ender i danske åer og søer, er finansieret af landdistriktsstøttemidler, og det reelt ikke bare indebærer, at landdistriktsmidlerne bruges til at finansiere gyllebeholdere til landbruget?”

 

Svar:

 

De 57 mio. kr., der er afsat til at forbedre vandmiljøet og naturen, vil blive anvendt til at give tilskud til anlæg og miljøvenlig drift af vådområder (42 mio. kr.) og til etablering af landskabs- og biotopforbedrende beplantninger (15 mio. kr.).

 

Tilskud til anlæg og miljøvenlig drift af nye vådområder skal bidrage til at beskytte og forbedre vandmiljøet og naturforholdene ved at reducere kvælstof- og fosforudledningen til vandmiljøet og reducere brugen af plantebeskyttelsesmidler. Udover tilskud til selve anlægget af vådområdet gives der 20-årige tilskud til landmændene som kompensation for, at arealerne permanent skal henligge som vådområde og etableres som græs- eller naturarealer med miljøvenlig drift, herunder at arealerne ikke må tilføres gødning udover den gødning, der efterlades af græssende husdyr, og ikke tilføres plantebeskyttelsesmidler.

 

Tilskud til etablering af landskabs- og biotopforbedrende beplantninger skal bidrage til at fremme den biologiske mangfoldighed ved at skabe gode levevilkår for dyr og planter, bevare og fremme miljø-, natur-, kultur- og landskabsværdier og de rekreative værdier, etablere forbindelseslinier i landskabet og øge andelen af småbiotoper. De tilskudsberettigede projekter kan omfatte nyetablering og udskiftning af beplantninger.

 

Der er tale om tilskudsordninger under det danske landdistriktsprogram 2007-2013.

Jeg kan således bekræfte, at der er tale om landdistriktsstøttemidler, og at de afsatte midler til forbedring af vandmiljøet og naturen, hverken direkte eller indirekte kan anvendes til at finansiere gyllebeholdere til landbruget.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Camilla Bjerre Søndergaard