Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 8. maj 2008

Sagsnr.: 11657

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 4. april 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 214) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 214

”Hvilke initiativer har ministeren taget for at kortlægge forekomsten og stoppe udbredelsen af resistente stafylokokker i landbruget?”

 

Svar

Hvis der med resistente stafylokokker menes methicillinresistente Staphylococcus aureus (MRSA), er problematikken omkring forekomsten heraf blevet taget op i EU, som i år har iværksat en kortlægning af omfanget af MRSA i sobesætninger i alle EU lande. Undersøgelsen afsluttes i december i år. Herefter vil resultaterne blive vurderet og eventuelle initiativer i forhold til at stoppe udbredelsen vil blive sat i værk. Her vil Danmark naturligvis følge EU's anbefalinger.

 

For at sikre samarbejde med det humanmedicinske område, er der etableret en koordinationsgruppe for MRSA under formandskab af Sundhedsstyrelsen og med Arbejdstilsynet, Statens Serum Institut, Fødevareinstituttet på DTU og Fødevarestyrelsen som repræsentanter. Denne gruppe har til formål at se nærmere på, hvordan den særlige MRSA type i svin spreder sig og hvordan vi bedst håndterer situationen. Gruppen arbejder i øjeblikket med at planlægge en udvidet undersøgelse af danske besætninger for at få et bedre kendskab til udbredelsen af MRSA og derved skaffe det bedste grundlag for at vurdere mulighederne for at håndtere MRSA i husdyrproduktionen.

 

I øvrigt skal jeg henvise til min besvarelse af Udvalgets spørgsmål nr. 220, hvor de mange initiativer er mere udførligt beskrevet.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

 

/Michael Riff Alexandersen