Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 11. april 2008

 Sagsnr.: 11450

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 10. marts 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 169) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 169:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25/2-08 fra Danmarks Naturfredningsforening vedrørende beskyttelse af natur- og miljøværdier i forbindelse med braklægning, jf. FLF alm. del – bilag 146.”

 

Svar:

 

Spørgsmålet er stillet til både miljøministeren og mig, og svaret er fra os begge.

Henvendelsen fra Danmarks Naturfredningsforening drejer sig om beskyttelse af de natur- og miljøværdier, der forsvinder med brakken. Henvendelsen indeholder et dokument, hvori der er fremsat en række forslag til erstatning af brakken opdelt på perioderne primo 2008, medio 2008 og efter 2008.

 

Ad forslagene primo 2008:

Også for regeringen har det været afgørende at neutralisere de negative effekter, den midlertidige ophævelse af brakforpligtelsen vil have for natur og miljø. På grundlag af faglige vurderinger af konsekvenserne af 0-brak i 2008 har regeringen derfor iværksat en række tiltag for at fastholde beskyttelsesniveauet for natur og miljø. Indsatsplan af 28. februar 2008 om kompenserende foranstaltninger som følge af midlertidig ophævelse af kravet om braklægning i 2008 samt aftale af 28. februar 2008 om tidsplan for evaluering af brak, VMP III og Pesticidhandlingsplan vedlægges.

Indsatsplanen og aftalen imødekommer kun delvis Danmarks Naturfredningsforenings ønsker, men på grundlag af de faglige vurderinger, er det regeringens vurdering, at de vedtagne tiltag vil neutralisere de negative miljøeffekter af den midlertidige ophævelse af brakforpligtelsen, og at de samtidig vil bidrage til, at forudsætningerne for at nå målene i vandmiljøplan III og pesticidplanen ikke forværres på grund af det midlertidige ophør af brakforpligtelsen.

 

Ad forslagene medio 2008

Danmark støtter, at der som led i sundhedstjekket af EU’s fælles landbrugspolitik træffes beslutning om overførelse af yderligere midler fra søjle I til søjle II.

Kommissionens endelige forslag herom kendes ikke, ligesom det ikke kan siges, om forslaget vil kunne opnå det fornødne kvalificerede flertal.

 

Ad forslagene efter 2008

I henhold til regeringsgrundlaget ønsker regeringen som pejlemærke at afsætte 75 % af landdistriktsprogrammets midler til natur- og miljøindsatser og 25 pct. af midlerne til erhvervsrettede og øvrige aktiviteter i landdistrikterne.

Danmark står i de kommende år overfor en række udfordringer på natur- og miljøområdet, og det er afgørende, at der sker en omkostningseffektiv implementering af de kommende initiativer vedrørende natur, miljø og klima.

Konkret er det besluttet, at udmøntningen af landdistriktsprogrammets midler for 2009 til 2013 skal koordineres med regeringens virkemiddeludvalg vedrørende udmøntning af Vandrammedirektivet.

Såfremt EU beslutter at ophæve brakforpligtelsen permanent, vil det også indgå i forbindelse med drøftelserne om midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan III.

 

Endelig har jeg en kommentar til udsagnet fra Danmarks Naturfredningsforening om, at ”landmændene har fået foræret pløjeretten til brakarealerne”, idet det er et ukorrekt udsagn. Da der ikke er pligt til at lægge de udtagne arealer/brakken på et bestemt areal, har et konkret brakareal hele tiden kunnet pløjes op, hvis udtagningen/brakken blev flyttet til et andet areal. Hertil kommer, at en landmand hele tiden har kunnet anvende udtagne arealer til dyrkning af non-foodafgrøder.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Lars O. Hansen