Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 14. marts 2008

Sagsnr.: 11189

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 25. februar 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 143) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 143:

”Vil ministeren redegøre for de dyrevelfærdsmæssige konsekvenser af at udvide den øvre grænse for antal dyreenheder pr. staldanlæg fra 500 dyreenheder og herunder særligt redegøre for dyrenes muligheder for at komme på græs? ”

 

Svar:

Den danske lovgivning vedrørende dyrevelfærd i husdyrproduktionen gælder som udgangspunkt for alle bedrifter, der har indendørs eller udendørs hold af dyr til landbrugsmæssigt formål. I den gældende dyreværnslovgivning skelnes der således ikke mellem store og små besætninger med hensyn til, hvilke krav besætningen skal overholde i forhold til bl.a. pladsforhold, management, og hvordan staldene skal indrettes. Det betyder i praksis, at kvæg eller svin i en besætning på 500 dyreenheder i samme staldanlæg skal overholde samme krav som kvæg eller svin i en besætning med 250 dyreenheder i samme staldanlæg.

 

Jeg forventer derfor ikke, at det medfører ændringer i dyrevelfærden, at den øvre grænse for antal dyreenheder pr. staldanlæg øges, idet staldanlæg med over 500 dyreenheder skal leve op til samme lovmæssige krav som staldanlæg med mindre end 500 dyreenheder.

 

Lovgivning vedrørende hold af kvæg

Dyrevelfærdslovgivningen vedrørende malkekvæg hører under Justitsministeriets ressortområde, og der er på nuværende tidspunkt ingen regler i dansk lovgivning, der specifikt regulerer hold af kvæg, herunder om malkekøer skal på græs om sommeren.  Hold af kvæg er i stedet omfattet af de generelle bestemmelser i dyreværnsloven på lige fod med andet husdyrhold.

 

Justitsministeriet nedsatte i slutningen af 2006 en arbejdsgruppe om hold af malkekvæg, som i øjeblikket undersøger og vurderer behovet for at fastsætte nærmere regler for hold af malkekvæg, herunder hold af ungkvæg. Denne undersøgelse og vurdering tager udgangspunkt i den tilgængelige videnskabelige forskning på området, herunder rapporten ”Velfærd hos malkekøer og kalve” fra Danmarks JordbrugsForskning. Arbejdsgruppen skal i øvrigt behandle de forskellige problemstillinger, som er beskrevet af Det Dyreetiske Råd i udtalelsen om malkekvæg fra februar 2006. Dette omfatter bl.a. arealer, kælvnings- og sygebokse, sengebåse, ædepladser, anvendelse af bindestalde, miljøberigelse, klovbeskæring, management og mulighed for afgræsning m.v.

 

Professor Hans Houe fra KU Life er formand for arbejdsgruppen. Herudover deltager et medlem fra Justitsministeriet og et medlem indstillet fra hver af følgende myndigheder og organisationer: Dansk Kvæg, Landbrugsrådet, Det Dyreetiske Råd, Dyreværnsrådet, Den Danske Dyrlægeforening, Dyrenes Beskyttelse, Fødevareministeriet (Århus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet), og Fødevarestyrelsen (udpeget af det tidligere Ministerium for Familie- og Forbrugeranliggender).

 

Der er ikke i arbejdsgruppens kommissorium fastsat en frist for arbejdsgruppens færdiggørelse af sit arbejde, men det er min forventning, at Justitsministeriet, når arbejdsgruppens rapport foreligger, vil vurdere hvilke lovmæssige initiativer, der er behov for vedrørende hold af kvæg, herunder i relation til spørgsmålet om afgræsning.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Heidi Søltoft