Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 14. marts 2008

Sagsnr.:  11193

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 14. februar 2008 (Alm. del - spørgsmål nr. 125-129) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 125:

”Mener ministeren, at det giver en retvisende information til forbrugerne, når det på en halv liter coca-cola-falske står, at en portion svarer til 27 pct. af én dags anbefalet sukkerforbrug, eftersom det vil svare til 118 pct. af én dags anbefalet forbrug, hvis et mindre barn drikker en halv liter cola?”

 

Svar:

I fødevarelovgivningen findes bestemmelser om, at markedsføringen og mærkningen af fødevarer ikke må vildlede eller være egnet til at vildlede forbrugerne. Fødevareregionerne undersøger i forbindelse med den løbende kontrol af fødevarevirksomhederne om vildledningsforbudet bliver overtrådt. Fødevareregionerne har ligeledes pligt til at følge op på sager, hvor der sker anmeldelse om vildledende markedsføring. Det er således regionerne under Fødevarestyrelsen, der tager stilling til markedsføringen af konkrete navngivne produkter.

 

Ved vurderingen af, hvorvidt markedsføringen af et konkret produkt vildleder forbrugeren, foretages der en samlet vurdering af alle omstændighederne omkring mærkningen og markedsføringen af produktet. Der ses for eksempel på, hvordan emballagen er udformet; hvordan farver og tekst er anvendt osv. Det er dermed helhedsindtrykket der vurderes, idet det er muligt for en fødevare at være korrekt mærket, men stadig mærket på en sådan måde, at det vildleder forbrugeren.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Kristine Lilholt Nilsson