Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 14. marts 2008

Sagsnr.: 10879

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 30. januar 2008 (Alm. del - spørgsmål nr.111) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

Spørgsmål 111:

”Ministeren bedes i forlængelse af besvarelsen af FLF alm. del – samrådsspm. K den 30. januar 2008 om misinformation af Fødevareudvalget tilsende udvalget en redegørelse om SPF-sagen, herunder om status i sagen.”

 

Svar:

DR´s udsendelse ”21-Søndag” bragte søndag den 25. marts 2007 et indslag om transporter af svin fra Danmark til Rusland. Udsendelsen fulgte en række lastbiler fra SPF-selskabet med afgang fra Danmark den 13. marts 2007, hvilket syntes at dokumentere, at dyrene under den 127 timer lange transport ikke blev læsset af på noget tidspunkt. På baggrund af disse oplysninger anmeldte Fødevareregion Øst, kontrolafdeling Ringsted, SPF-selskabet til politiet den 27. marts 2007. Anmeldelsen var således alene baseret på ovennævnte TV-indslag og omfattede kun formodet overtrædelse af transportforordningens krav om aflæsning og hvile efter 24 timers transport, samt dyreværnslovens § 1 og 2 om manglende forsvarlig og omsorgsfuld behandling og beskyttelse af dyr.

 

Da der endnu ikke var gået den måned som transportørerne har til at returnere logbøger, var disse for den omtalte tur endnu ikke modtaget i fødevareregionen. Politianmeldelsen indeholdt således ikke formodninger om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om afgivelse af urigtige oplysninger (§163).

 

Indslaget i DR den 25. marts blev fulgt op af flere indslag i pressen, og direktøren for SPF-selskabet oplyste bl.a. ifølge en artikel i Jyllandsposten den 28. marts 2007, at selskabet som hovedregel ikke lukkede dyrene ud på ture, der varede mere end 100 timer.

 

På den baggrund foretog Fødevarestyrelsens dyrevelfærdsrejsehold en kulegravning af SPF-selskabets transporter på over 24 timer i hele 2006. Begrænsningen til kun at omfatte 2006 skete på baggrund af, at det mest centrale bevismateriale, køreskiverne, kun kræves opbevaret i 1 år.

 

Fødevarestyrelsen foretog den 8. maj 2007 en politianmeldelse af SPF-selskabet og de involverede chauffører for i 41 tilfælde efter Fødevarestyrelsens opfattelse at have overtrådt reglerne om beskyttelse af dyr under transport, særligt reglerne om aflæsning til hvil, samt straffelovens § 163 om afgivelse af ukorrekte oplysninger overfor offentlig myndighed. Kulegravningen af de dokumenter, som dannede grundlag for politianmeldelsen, gav ikke umiddelbart anledning til mistanke om overtrædelse af hverken transportreglerne eller straffeloven, idet dokumenterne var udfyldt korrekt. Men på baggrund af SPF´s egne oplysninger ifølge Jyllandsposten fandt dyrevelfærdsrejseholdet, at der var grundlag for at anmode politiet om at foretage efterforskning af de nævnte 41 forhold.

 

SPF er således i to tilfælde politianmeldt. Første gang i marts 2007, hvor selskabet blev anmeldt for en enkelt transport, hvor dyrene efter Fødevarestyrelsens opfattelse ikke havde fået de hvil, de efter transportforordningen skulle have. Anden gang i maj 2007 for 41 transporter i 2006, hvor dyrene efter selskabets egne oplysninger ikke havde fået de hvil, de efter reglerne skulle have, samt hvor selskabet vurderes at havde afgivet ukorrekte oplysninger til offentlig myndighed ved ikke at oplyse dette overfor Fødevarestyrelsen ved at have udfyldt dokumenterne på en sådan måde, at det fremgik, at reglerne var overholdt, hvilket efter selskabets egne indrømmelser ikke var tilfældet.

 

De to nævnte politianmeldelser er ifølge telefonisk oplysning fra Knud Rasmussen i Syd- og Sønderjyllands Politi stadig under behandling.

 

For at sikre, at der blev foretaget en tilbundsgående undersøgelse af SPF-selskabets transporter iværksatte Fødevarestyrelsen i oktober 2007 ved dyrevelfærdsrejseholdet en yderligere kulegravning af selskabets lange transporter af svin over 24 timer i perioden fra 1. januar 2007 til datoen for politianmeldelsen den 8. maj 2007. Beslutningen om at begrænse kulegravningen til dette tidsrum var, at det formodedes af SPF-selskabet efter afsløringerne i marts inkl. politianmeldelsen på dette tidspunkt, samt den efterfølgende politianmeldelse i maj 2007, havde ændret på eventuelt angribelige forhold.

 

Denne sidste kulegravning er netop afsluttet. Resultatet tyder ligesom den foregående kulegravning på, at logbøgerne umiddelbart er udfyldt korrekt. Kulegravningen har dog fundet uoverensstemmelser og flere mangelfuldt udfyldte logbøger i det materiale, der er blevet gennemgået. Modsat den tidligere kulegravning er der dog denne gang dokumentation for at dyrene har opholdt sig på kontrolstederne (hvilesteder) i form af et stempel og underskrift fra en embedsdyrlæge på kontrolstedet.

 

De konstaterede uoverensstemmelser, der særligt vedrører tidspunkter for afgang og ankomst, gør at Fødevarestyrelses jurister i øjeblikket vurderer, om der er belæg for yderligere en politianmeldelse af SPF-selskabet.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

 

/Michael Riff Alexandersen