UDENRIGSMINISTERIET                                                              EUK j.nr. 400.A.2-0-0

Nordgruppen                                                               

 

 

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål 85 ad alm. del af 30. april 2008, stillet af Lone Dybkjær

 

 

Spørgsmål:

”Rygtet siger, at Den Danske Repræsentation i Bruxelles udarbejder fortrolige referater fra rådsmøderne, rådsarbejdsgrupperne og 133-komitéen. Er det muligt, at Europaudvalget kan få adgang til disse?”

 

Svar:

Som led i varetagelsen af danske interesser i EU har den danske EU-repræsentation siden Danmark trådte ind i EF i 1973 holdt skiftende regeringer orienteret om møder og forhandlinger i rådsregi. Referaterne fra sådanne møder og forhandlinger er arbejdsdokumenter, der udarbejdes til internt brug for regeringen.

 

Regeringen holder løbende Folketingets Europaudvalg orienteret om udviklingen i forhandlingssituationen for aktuelle EU-sager. Det sker i overensstemmelse med den model for samarbejdet mellem regeringen og Europaudvalget, som er udviklet over tid og præciseret i samlingen af udvalgets procedureberetninger. Udvalget orienteres således i grundnotaterne fra regeringen om generelle forventninger til andre landes holdninger til de konkrete EU-forslag. Dette afsnit opdateres og udvides i samlenotatet, som udvalget modtager forud for en forelæggelse. Endelig er forhandlingssituationen selvsagt et element, der indgår, når den danske slutposition i en given sag fastlægges, og regeringen orienterer derfor udvalget herom under selve forelæggelsen af sagen i Europaudvalget.